Sigøjnerlivet 4.8

Kære venner, familie, læsere. Kære alle.

Jeg er speechless.
Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere ved, hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg lader dagene passere, og jeg prøver mit bedste på at få noget ud af dem. Jeg har fem dage tilbage af mit Londonliv. FEM dage. .... Okay. I need a minute...



Wauw. Fem dage. Det er så underligt at tænke på, at jeg har været her i snart et år. Jeg ved ikke, hvornår tiden begyndte at gå så hurtigt, for jeg husker tydeligt, at den stod stille, og at jeg følte, at mit eventyr ville vare for evigt. Men ak. My time is up, og jeg burde virkelig begynde at pakke mit liv sammen og gøre klar til en helveds tilvænning.
Jeg kommer til at savne det engelske liv. Sproget, mentaliteten, maden, stederne, farten og.. Alt simpelthen. Men med det sagt, så glæder jeg mig også til at komme på farten igen. Det er lidt trist at skulle tilbage til lille Aalborg igen, men jeg er glad for at skulle rejse. For at rejse betyder nye eventyr. Når gast1 er overstået til marts, flytter jeg med stor sandsynlighed til København, og jeg glæder mig. Jeg elsker at være på farten, og jeg elsker at rejse. At udforske og fylde mig selv med nye indtryk og oplevelser.
Så jeg nyder de sidste dage. Én af gangen.

Af de resterende fem dage, skal jeg arbejde fire af dem. Jeg får masser af tid til at sige farvel til min engelske familie, men jeg får derimod knap så meget tid til at pakke mit liv sammen herovre. Onsdag har jeg fri, og der bliver jeg nødt til at købe en ny, KÆMPE kuffert, der kan indeholde alt mit lort. Puh. Det begynder allerede at stresse mig nu, så derfor vælger jeg først at tænke på det meget meget senere. (Dvs. at jeg vil græde og svede og binche og bide negle og købe cigaretter og ryge en halv, slukke den og smide pakken ud, fordi det er dumt at ryge, og generelt bare være MEGA stresset natten til søndag.) .. God. Jeg håber virkelig, at jeg kommer op, så jeg når mit tog til lufthavnen! Åh!

Men.. Ja.. De sidste par dage har været mainly gode. Der er psykotisk travlt på restauranten, og jeg glæder mig så meget til at få ferie og bare sidde og ligge ned dag ind og dag ud. (Jeg ender nok med at blive en sofapude med svamp, men fuck det. Det er mit mål lige pt.)
Og generelt har jeg det så godt med folk på restauranten. De kommer til at savne mig, og jeg kommer virkelig også til at savne dem helt vildt. De er kommet under min hud, og de bliver ikke sådan lige til at glemme. (Og hallelujah for det!)

Og ... Guys. Til de af Jer, der kender mig, så ved I, at jeg ikke er så glad for julen eller generelt vintertiden ... Eller... JEG er bare ikke glad i denne tid. Jeg bliver altid så sur og pessimistisk, og jeg er altid den der ekstra tand modbydelig. (Sorry Fanny!) Jeg føler mig utroligt meget som Bernard Black fra Black Books, og efter at have genset alle sæsonerne på et døgn, blev jeg godt og grundigt overrasket over hvor meget, vi har til fælles.
Guys. Jeg er en Grinch, en alkoholdrikkende og sortmundssværtende træt sjæl, der ikke har meget kærlighed eller lys at give ud af. For I har fået det hele. Alt hvad jeg har. Jeg skal snart hjem til mit halve hjerte, der bankende og troligt venter på mig, mens jeg efterlader den anden del herovre. Jeg glæder mig til at komme hjem og have lange, søvnløse nætter med rødvin, whiskey og klaverklang. Lige nu kan de tider ikke komme hurtigt nok. For jeg er træt af at vente. Træt af at tælle dagene, der er tilbage. Jeg vil bare gerne være fri, og jeg kan ikke vente!

.. En HELT anden ting er, at jeg for længe længe siden lovede min gode ven, Camaro, at jeg ville dele denne sang med Jer. Sandheden er, at jeg ikke er så vanvittigt vild med den, fordi min vokal er ækel og syg og hæs. Den blev optaget meget kort før, jeg tog afsted for ni måneder siden, og med mig i udlandet, måtte Camaro redigere i den og arbejde, med det han havde. Selvom det ikke er en personlig favorit, så er jeg faktisk stolt af den, og nu virker den egentlig meget passende. Den hedder Coming Home og er en tribute til mig selv og en fælles ven, Jakob, der er draget i krig og lige nu befinder sig i Afghanistan. Den er efter min mening alt for lykkelig, og da jeg jo som sagt er et særdeles melankolsk menneske, så er det jo et perfect match.. Den har mening og betydning, og det er det vigtigste. Så guys, here goes.

Coming Home by CHRB

Hav det godt.
Jeg skriver måske et enkelt post mere, men .. Ja. Hvis ikke, så bliver dette det sidste, I hører fra mig.

XX
 

På gensyn. <3

  

The saddest countdown so far..

Så. Kære venner. Det virker som så uendeligt lang tid siden, at jeg drog mod London, og at jeg har været her altid. Jeg er begyndt at blive meget tung om hjertet; jeg mister appetitten, og jeg kan ikke lade være med at smile over alle de ting, jeg har oplevet herovre.
Der er nu 25 dage tilbage. Det betyder, at der er gået 256 dage, siden jeg forlod Aalborg en regnfuld og trist fredag i marts. Og jeg ved, at denne afsked kommer til at gøre ligeså ondt, hvis ikke meget mere. Visheden om, at jeg altid ville vende hjem til min familie og mine venner i Danmark gjorde, at savnen fadede og hele omvæltningen blev mere overkommelig. ... Men denne gang.. At forlade mit nye liv, at forlade de venner, den familie, jeg har fået mig herovre.. Det kommer til at smerte så meget, for hvornår vil jeg se dem igen? Hvornår bliver jeg igen pissetræt af Magnus' evindelige dumme kommentarer, Rolfs hyggelige sang, de sene nætter med Rune og de vanvittigt tossede arbejdstimer med Katrine, Noomi og Fanny? Og hvem fanden skal gøre grin med mig, når jeg ikke har Carl ("Legendz") ved min side i køkkenet mere? Og resten af teamet.. Og bare det engelske sprog og mentaliteten herovre.. Når jeg kommer tilbage til Danmark, bliver jeg stemplet som en ensom, trist alkoholiker (tror jeg), for der er mentaliteten helt anderledes. Misforstå mig ikke, det bliver godt at se folk igen, men jeg tror, at jeg får nok efter en uges intensiv julestemning (og vi ved alle, hvor HØJT jeg elsker julen ....). Og efter kort tid starter jeg i skole igen, og så bliver livet igen den samme triste, grå hverdag. (Nu lyder det som et fængsel, men hey... Alt kan fandme ikke mangle salt eller "smage dejligt", og jeg orker ikke at have mere hygiejne eller bordopdækningstimer.. NEJ. Jeg vil køre service og skære og brænde mig og gøgle med gode mennesker.) ... Men ak. Som en god ven engang sagde, så har alle gode og dårlige ting en ende - en regnorm har to. Og det må være dette, jeg oplever nu. Enden på en æra. Jeg hiver så meget, jeg kan, til mig, i håb om ikke at glemme - og blive glemt. Mit sind er 98% London (og 2% spæk), og jeg lever så meget i nuet, jeg kan. .. For om en måned er alt dette ovre, og så sidder jeg og kigger på de hyggesokker, jeg altid får i julegave af min mor (mor, der er hævn i år!!). Men denne gang vil jeg tænke mig tilbage til glade og fuldkommen vanvittige øjeblikke i London. Dette år i udlandet har været det fedeste og mest begivenhedsrige år i mit liv. Der er sket så meget, og jeg har oplevet så mange ting, at det er helt ufatteligt.
Jeg har været slemt syg; jeg har i en periode på tre dage været næsten helt blind på mit venstre øje; jeg er besvimet med brystsmerter; jeg har arbejdet 160 timer på to uger; jeg har haft madforgiftning; jeg er blevet mogged af en springknivsbærende jipsy; jeg er blevet slået ned af en sur englænder, fordi jeg kaldte ham cunt; jeg har været SUPER fattig; jeg har stukket af; jeg har været hjemløs; jeg er blevet snydt og har betalt mange penge for det; jeg har drukket så mange øl og farverige cocktails, at min lever skreg efter en pause; jeg har fået blodnæse af stress; jeg har danset og sunget og været det gladeste menneske i verden; jeg har mødt nogle af de fedeste mennesker i mit liv; jeg har set en mand blive splashed i tuben; jeg har set en mand få et hjerteanfald i tuben; jeg har set gøglere og guitarister; jeg har mistet et familiemedlem; jeg har tabt mig så meget, jeg lignede et spøgelse; jeg har taget på, så jeg ikke ligner et spøgelse mere, men en hyggelig madglad kok; jeg har levet på en diet bestående af ovnbagte kartofler og brun sovs og en anden bestående af espressos, risbudding, cola light og smøger; jeg er kommet ind på Fabric i VIP-loungen - gratis og iført striktrøje og combatboots; jeg er faldet i søvn i tuben og endt et helt galt sted, og.. Jeg har oplevet så mange ting - og her er simpelthen ikke plads eller tid nok til at skrive dem alle sammen ned. Kort og godt har mit London-eventyr været det vildeste og mest livgivende nogensinde. Det er en stor del af mig, og jeg kommer til at savne det. Men som de kloge siger:

Never regret anything that has happened in your life. 

It cannot be changed, undone or forgotten, 

so take it as a lesson learned and move on.

Og juhuuu! Det gør jeg. Jeg har lært så meget om mig selv, og jeg har stået i fuld flor (ikke som i et sørgeligt akne-tilfælde, men som den glade, frie dame, jeg er.)

Dette var egentlig ikke et meget lykkeligt indlæg - og så alligevel. Madsen, you guys made it happen. You made it all count. Thank you. I love you. LET'S END THE WORLD IN 25 DAYS! - Starting now. (Or Sunday.. I'll see you guys then. Be there or be square. Bitches.)

X <3

HUMAN OF THE YEAR

Herunder to glade historier fra mit vanvittige Londonliv.
Jeg håber inderligt, at I har det godt tilbage i Danmark (og dette gælder også Jer, der læser med fra udlandet. Hav det nu godt.)

Søndag d. 28/10-12.
At blive råkneppet af folk og service.
Ja. Titlen er knap så sky, og jeg undskylder til alle de sarte sjæle derude (især undskyld til mormor, svigermor og alle andre, jeg aldrig bander overfor! (Eller.. Næsten aldrig..))

Så. Søndag morgen. Jeg havde sovet utroligt underligt. Jeg havde hele natten drømt om mad, og var imellem hver ret vågnet og haft stress og bankende hjerte. Efter at have faldet lidt ned igen, grublede jeg over retten, og så faldt jeg atter i søvn - og gentog hele sceneriet igen.
Udenfor larmede trafikken mere og mere, og jeg rejste mig fra sengen. Udover konstant at træde på og være ved at falde over alt det lort, der lå på gulvet, blev jeg færdig, og så hoppede jeg i vandreskoene og drog mod arbejde. Gåturen føltes hurtigt overstået, og jeg ankom til Madsen, hvor Rune allerede var.
Vi havde endelig fået en ny espressomaskine, så den stod jeg og legede lidt med i ti minutter, inden jeg gik ned og klædte om. Søndag betyder brunch og Sunday Roast udover den almindelige menu, og der var en del, der skulle preppes. Heldigvis skulle jeg ikke være alene, så jeg tog den lidt med ro, indtil Rune kom ind 11:20 og sagde, at Pernille lige havde ringet. Hun kom ikke, da hun var syg... Fedt at ringe tyve minutter over ens mødetid for at sige det, men altså.. Fuck nu det. Hun er her kun en måned, og vi kunne jo altid prøve at få fat i Carl, Sara, Sebastian eller Katrine. .... Som alle ikke tog deres telefoner. Der var gået Kilburn mayhem i den natten før, så... Yup. Forever alone. Men .. Okay. Kør på! Service alene, det kunne jeg sgu da godt lige klare! .. Ikke?
Rune og jeg blev enige om at droppe brunchen, så det gjorde det hele en god del lettere. Jeg fik pludselig MEGET travlt med prep og set up, og før jeg vidste af det, var service startet. Lidt efter kom Rune ned og storsmilede. "Hey! Good news!" Vi DOBBELT HIGH-FIVER, og jeg glæder mig allerede til at høre nyheden. "Marie er syg - jeg har lige sendt hende hjem. WUH!" ................................. What.... Ej! Come ooooooon! Vi griner lidt af alt det komiske, og så kommer Rune med en smuk line. "I det mindste bliver vi kun råkneppet i fire timer." Ja.. Og nårh ja. Jeg skulle jo også lige gøre alt søndagsrent alene. Oh, sweet sorrow!
(Jeg kører sgu videre i nutid, det er meget nemmere at skrive i!) Jeg får det kolde klar, og kigger på klokken. Jojo. To i tolv. Så er jeg klar! Og i det øjeblik kommer jeg i tanke om sukkeret til de brunede kartofler. FUCK!!!! Jeg løber ind i det varme køkken, og der mødes jeg af en pande med fucking lava. Holy shit. Hvordan kan sukker blive til dette?!? Jeg snupper panden og kaster den ud i rygegården og går så i gang med en ny omgang. Jeg tjekker stegen, og den mangler bare liiiige lidt mere på høj varme, så jeg efterlader den, og i dette øjeblik kommer den første bon ind. Og derefter går det stærkt. En bon, to boner, fem! De bliver lavet, og flere og flere boner vælter ind. På et tidspunkt ser jeg på den nederste ovn og opdager til min store gru, at man ikke kan se stegen for bare røg... NEEEEEEJ!!!!!!!! Jeg åbner ovnen, og havde vi haft en røgalarm, var den gået fucking amok. Okay. Status. Svinet har det godt. (Sværret er i hvert fald sprødt!!). Temperaturen ryger ned på ca 55, og så bipper maskinen igen. Næste bon. .... Brunch??? WHAT. I det jeg skal til at udstøde et meget højlydt og irritabelt "FUCK MY CUNT!!", kommer Rune ilende ind i køkkenet - igen storsmilende. "Ja... Fanny gjorde mig lige en tjeneste. Jeg havde jo glemt at lægge Brunch-menuen frem, så det havde hun da lige gjort for mig! Team work!" .... Okay. Vi griner, og Rune kommer og hjælper mig i køkkenet, da der på dette tidspunkt er så fucking mange boner + prep + opvask. (Hov? Er vi snart out of clean plates? .. Yup.) Og herefter kører det.
På et tidspunkt kommer Rolf pludselig forbi (Juhuuuuu!!! <3 <3 <3), og så står han i et hjørne og laver mayo efter mine anvisninger. Senere viser Sara også sit kønne, tømmermændsramte ansigt, og så hjælper hun til. Fuck. Endelig lidt luft!
Da service endelig er ovre, laver jeg staff til alle. Da der er Sunday Roast tilbage, bliver det selvfølgelig det, der står på menuen. Jeg sætter de karameliserede kartofler over til genopvarmning, og så går jeg ind ved siden af og snakker med Sara og Rolf, og vi har det rigtig sjovt. På et tidspunkt kommer Fanny ind og spørger mig, om det er meningen, at der skal være ild i en pande inde i køkkenet? ...... FUCK !#()¤(!=! IKKE I-FUCKING-GEN! Jeg løber ind, og ja. Ganske rigtigt. Der er sgu ild i min karamelkartoffel. Jeg står lidt og kigger på ilden og vælger at puste på den. Store flammer skyder op, og jeg brøler og Fanny udstøder et meget nervøst "TINA!".. Hahahaha. GOD, I LOVE FIRE! Jeg finder noget vand og hælder på det, og går fra flammehav til .. Eks-karamelkartoffelhav. Okay. Fuck that. Jeg griner ved mig selv og overvejer alle de ting, jeg har sat ild i og brændt. Gud. Good times!
Resten af arbejdsdagen går med oprydning og hyggelig snak. På et tidspunkt taber Rolf gryden med gravy, og så er der - på mirakuløst og fucking "HVORDAN-FANDEN-SKETE-DET-LIGE?!?!"-maner - gravy over det hele. På vægge, i loftet, på borde, ude i gangen, overalt på Sara og undertegnede og selvfølgelig er gulvet gået fra en trist grå til en lækker brun. Rolf... Come on....
Long story short: Vi bliver færdige og tager alle på Adventure Bar for at fejre Fannys fødselsdag. Vi bliver berusede og glade, og jeg får anskaffet os en gratis flaske prosecco (fordi jeg jo er der så tit. Åh ja.), og scorer mig selv en gratis drink eller to. De bartendere er simpelthen så dejlige, og de ville gerne have os med videre på Roadhouse.. Men.. Ah. Arbejdet kalder tidligt næste morgen. Og fuck, hvor er det et dejligt arbejde.


Torsdag d. 1/11-12 klokken 00:40.

Such an insane effort for going home! And all those fucks given!
Det er sent onsdag nat eller tidligt torsdag morgen - it all depends on how you look at it - og jeg har lige fået fri fra Madsen. 

Efter endt arbejde smutter jeg ud i den silende og ret voldsomme regn, der gennembløder det mørklagte London. Jeg går hen til stationen for at toppe mit Oystercard up, men bliver mødt af to twitfucks, der lukker gaten lige foran mig og siger, at jeg ikke må komme ind, og at klokken er et om natten, og at jeg ikke kan gøre det nogle steder. Den ene af dem kommer med et lavmælt "stupid bitch", og så er jeg jo den voksne, der stikker omvendt Peace og vender mig om og fortsætter ud i regnen, der nu er blevet - om end fucking muligt - meget værre.
Jeg går over på den anden side af stationen, hvor der ligger en minikiosk, hvor jeg ved, at man kan toppe up. I den kæmper jeg mig roligt ind i, mens en meget vred afroamerikansk mand prøver på at hoppe over disken og smadre inderen, der åbenbart har kaldt ham "Nigger". De to andre indere og alle de fulde idioter, der er i Halloweenudklædning står alle og gejler hinanden op, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der står i kø. Endelig smutter vredemanden, og med ham de fleste folk. Så kommer jeg endelig til, og inderen siger ret åndsfraværende og ligegyldigt, at jeg ikke kan toppe op nu. ... Fedt. Fint.Så jeg går atter engang ud i regnen; denne gang med retning mod bussen. Jeg har en femmer på mig, og så må jeg sgu bare betale overpris for en tur hjem, for en taxi gider jeg sgu ikke betale for, og jeg orker sgu heller ikke at gå hjem i halvanden time i smadrende regn.Ved busstoppestedet er der ret crowded, og jeg orker dem ikke Fulde idioter og damer, der er klædt i mindre, end hvad sommerskøger har på. Heldigvis kommer der en bus efter den overfyldte, og jeg lader venligt og træt alle komme ind før mig. Jeg prøver mit oyster, og jeg ved godt, at den vil bippe og blinke "not enough money", men jeg giver den et go og selvfølgelig bipper den rødt og buschaufføren siger lidt blankt "got any cash?" Jeg stikker femmeren på disken, og han spørger ret blankt igen "got any change?" Jeg siger, at det er det eneste, jeg har, og han siger, at han kun har £1,60 i mønter, og jeg siger, at det er fint nok. "I just really wanna go home." Han kigger - nu interesseret - på mig og spørger, hvor jeg skal af. Jeg svarer endestationen, Warren Street, og hans øjne lyser lidt op. "Forget it. Don't worry. Just hop in." Og så smiler han. Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! <3 <3 <3 Sød mand! Jeg smiler rigtig stort, og jeg får smidt mig ret træt i et sæde. 
Ved næste stop kommer der flere mennesker ind, heraf en ældre herre, der sætter sig ved mig. På busturen falder han i søvn og læner sig lidt op ad mig. Det er lidt irriterende, men egentlig også ganske sødt, så jeg gør ikke så meget ved det.
Da vi kommer ind til Picadilly Circus, kommer der så mange fulde og nederen folk ind. To piger sætter sig foran mig og trætte gammelfar, og den ene pige tudbrøler. "I JUST WANNA TALK TO KATE. Kate! Ooooooooooooooh. Kate. I've lost Kate. Kate is gone! WHERE'S KATE!? SHE HAS MY PHONE! I'VE LOST KATE!" ... Og hendes veninde sidder ret træt ved siden af og kommer med små indslag. "Kate's okay. Your phone is in your hand. Kate's not gone, she's fine. And you still have your phone in your hand." ... Wow. Halvvejs, og jeg bliver smurt ind i indtryk fra alle sider. En meget fuld og tandmanglende somalier træder ind i bussen og spørger den Kate-savnende pige, hvad der sker, og siger, at hun ikke skal græde. .... Han vender sig pludselig om til en tilfældig mand i bussen og går han fra "oooh, poor girl, don't cry" til (Og dette er ikke for sjov. Jeg har citeret ham for hvert eneste ord. Vanvittigt!): "I'm gonna fucking butcher you fucking bastards. HUAAAAAHR!!!! Fuck you pussy. Mothafucka. SAY IT. MUTHATUCKA. HUUUUAAARHHH!! I'm gonna fuck you up. Fuck you. Fuck!....." Han vender sig mod pigen: "Don't cry", og så pludselig "......... SUCK MY DICK. MUTHAFUCKA." .. Hahahaha. Lidt ubehageligt, men så fuldkommen vanvittigt og random, at jeg næsten begynder at grine. (Hihihi. Pausen mellem fuck og SUCK MY DICK! gjorde det SÅ voldsomt hilarious.)


Da det endelig er endestationen, fatter jeg det ikke med det samme. Den gamle mand hænger stadig op af mig, og da jeg rømmer mig, bliver han lidt overrasket og flytter benene meget lidt, så jeg kan klemme mig ud. Buschaufføren råber "BUS TERMINATES HERE!", og så kommer gammelfar lidt fortumlet på benene.
Jeg er ude i den kølige, voldsomme regn igen, og jeg går op til fodgængerovergangen, hvor jeg venter på grønt. Flere biler kommer fræsende, og - I kid you not - fire af dem smadrer ind i den store, mørke vandpyt og spuler mig således til uigenkendelighed. Jeg gisper og kigger hurtigt og rasende op mod himlen, der har åbnet for alle sluser. GIVE ME A FUCKING BREAK!
Jeg går så hurtigt hjem, jeg kan. Jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne for den faldende regn, og jeg fryser FUCKING meget. Jeg kommer til en lille vej, der skal krydses, og jeg kigger til begge sider, og idet jeg kigger væk fra vejen, trasker jeg direkte ind i en fucking dyb og stor vandpyt. Der står vand over det hele (det gør der jo egentlig alligevel), og jeg holder blikket ligeud, kaster armene på og giver universet et åbenlyst "FINT!!!! I get it!" og vandrer kold i irritabel hjem. Da jeg ankommer til Euston Station, ser jeg min italienske flatmate, Silvia, stå og drikke med sine venner, og da bliver min situation lidt lysere.

Jeg er snart hjemme.

Jeg er snart hjemme.

Jeg er snart hjemme.

Og ja. Det er jeg. Efter syv minutters gang er jeg hjemme på mit værelse. Mit knap så bombede værelse, skal det lige siges. Jeg går i gang med at rydde alt op (også resten af lejligheden, der ligner fucking Jocelyn Wildensteins ansigt på en dårlig dag), da der skal være inspektion den næste dag. Fuck. Jeg orker ikke mere. Jeg smider mig i seng og vælger at sove længe. 

Jeg vågnede således i morges og følte mig syg og træt. Men heldigvis havde jeg fri i dag. HELDIGVIS. Og lige nu... Lige nu orker jeg så meget ikke at skulle op i morgen tidligt og på arbejde. Det bliver en stor omgang helvedsstress... But then again ... Vi har fået ny espressomaskine.. Hmmmm. Det hjælper lidt på det.

Der er ild i min kartoffel.

Fannys fødselsdag. Galninge på AB.

Glade svenskere! <3

En våd nat .... Hahahahahahahahaha. (Nej.)
Endelig hjemvendt efter en Jones-præget tur hjem.

Søde Isaac, der bliver fem år i dag! (Og det samme gør Zakaria, selvfølgelig)
Viser glad gaver fra moster Hanne frem.

<3

Awwww.. Og så blænder jeg ham...! :-* Sød dreng!

Og så lige et af de mest hørte tracks her på det sidste. ENJOY.

Indtil næste gang,

HEJ HEJ !

Her er London, Her er London! Tango India November Alpha her!

Velkommen til Kaoskøkkenet, Madsen.

Hej kære følgere.
Det er atter engang ved at være længe siden, jeg har skrevet et indlæg. Dette er der selvfølgelig intet nyt i, så nu får I en update og lidt historier fra mit spændende liv i London.

First of all: Skotland var fucking godt! Jeg mødte så mange søde mennesker, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage tilbage. Mit første hjem (mit B&B) var simply amazing (eller som Katrine ville have sagt det: "to DIE for!") Ejerne Carolyn og Les var nogle af de sødeste mennesker, og det samme galdt gæsterne i huset. 72-årige Dy og misses fra Wales, de fire friske canadiere Giselle & Al og Sandee & Lee og det søde australske par. Alle var så venlige. Efter en halvsen hjemtur med bus, mødte jeg deri de to canadiske kvinder. Jeg hoppede af, og de var noget så forvirrede over, hvor de skulle af. De spurgte buschaufføren, og han sagde, at deres B&B lå meeeeeget længere nede af gaden, så han lukkede døren og startede busen op. Da han skulle til at køre, vinkede jeg, og han åbnede døren. Fucking flink, som jeg nu er, kunne jeg jo ikke bare lade ham køre bort med de to søde damer, så jeg forklarede ham og dem, at vores B&B lå tohundrede meter modsat retning. Gisele takkede mig og Gud og mig igen for at redde dem, og Sandee blev ved med at forsikre os om, at hun godt vidste, at de skulle af der. De takkede mig igen og spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede lidt sølle, at jeg var hende singlepigen ved morgenmaden, og så himlede de op. "Oh mai gawd, yeah! You're the pretty girl from breakfast! Oh dear. Let's celebrate in the Honesty Bar!" Og det gjorde vi så. På vores B&B havde vi en open bar ved navn "The Honesty Bar", hvor alt kostede sølle £1-£1.5, og alt, hvad vi tog, bare skulle skrives på en lille post-it, og så betales ved afrejse. Det er sgu da ærligt og dejligt! Så vi sad og fik os et par uhørt billige spirits, og da Dy og hans misses og Giselle og Sandees mænd kom hjem, blev det til en hel fest i (k)ærlighedsbaren! De to canadier var stadig vildt glade for, at jeg havde "reddet" dem, som de så smukt sagde. Sandee trak mig og sin mand, Lee, tæt på, og så fik hun snøvlet sig til et "Lee, tell her what you said at breakfast. Tell the sweet girl!" Og trods den lidt akavede og tætpakkede situation, vi sad i, fik han et smil på og sagde, at han ved morgenbordet havde sagt til de andre, at hende dér, der sidder alene (yup. That's me. Forever alone.) "had a very pretty complexion". ... Den havde jeg aldrig hørt før, og jeg blev rigtig glad! Juhuuu! Ex-rangeren synes godt om min complexion!
Alle var underholdt af de to letberusede kvinder, og på et tidspunkt smilede Al til mig og sagde "it was very kind of you to help these hens. But next time, don't bother." Og ooooooooh heeeeellllll nooooo, så satte de to kvinder i gallop. Fuck! Vi havde det hyggeligt. Og øv, hvor vil jeg tilbage...

Okay. Nok om Skotland. Det er længe siden nu, og der er sket så sindssygt meget på Madsen. Jeg har også oplevet vanvittigt mange ting, og jeg har drukket usandsynligt meget alkohol i meget klemte og intensive perioder.
Der er travlt på Madsen, og jeg er hurtigt kommet godt til rette i det varme køkken med ny menu og det hele. Jeg leger køkkenchef og har det fucking fedt meanwhile!!
Dette er en af grundene til, at jeg frygter at rejse tilbage til DK. London er mit hjem, og jeg har fundet mig så åndssvagt godt til rette herovre. Jeg kører det varme køkken, og jeg står for ret mange ting hos Madsen. Jeg har magt og overskud til så mange ting, og jeg ved - eller frygter i hvert fald - at jeg, når jeg returnerer til DK, kommer til at stå i et hjørne og skralde kartofler og blive spyttet på. Seriøst. Jeg er mere værd en kartoffelskrældning, men hey! René Redzepi startede jo også et sted!
.. Og det er sjovt at snakke om at tage "hjem" ... For .. Hvor ER hjem? Man siger jo "home is where your heart is" .. Og mit hjerte er jo delt. Delt mellem familie, kæreste og venner - og min nye familie i England. Mit lille hjørne af verden. Jeg føler mig hjemme i London, og de gange jeg har besøgt Aalborg, har det været hyggeligt, ja, men der har ikke været den der følelse af hjem. (Det er så også løgn, men I ved, hvad jeg mener).. Når jeg sætter mine fyldige baller i flysædet og drager HJEMOVER mod London, så føler jeg, at jeg er på vej hjem.
Som landet ligger nu, så vil jeg ikke ... hjem.. Jeg vil ikke tilbage til DK. Min tid er så knap herovre, og jeg fatter ikke, at der gået over syv måneder. Det føles som om, jeg har været her altid, og at det er her, jeg hører hjemme. I et land, jeg ikke blev født i; med et sprog, der ikke er min moders. Et land med så mange ufamiliære ansigter og veje, at uanset hvor, jeg vender mit blik, så er der noget nyt og uopdaget. Jeg er ved at skrive historie. Lidt for lidt kradser pennen mod papiret, og jeg kommer længere og længere ind i det, jeg kalder begyndelsen. Jeg har så meget, jeg vil nå. Så meget jeg vil se og opleve. Så mange steder og lande og mennesker, jeg stadig mangler at møde. Jeg har et helt liv foran mig, og jeg kaster mig ud i det. Det har ikke altid modtaget mig med åbne arme, men vi klikker alligevel ret godt. Vi har vores ups and downs, og jeg er begyndt at komme godt ud af det med Karma. (Endelig). ... Men hey - ingen hast.

Men ja. Rent mel i posen og med blottet strube: Jeg er bange for at tage tilbage til Danmark. Jeg ved ikke, hvad der venter mig. Jeg ved ikke, hvor jeg bor, eller hvor min næste restaurant ligger. Jeg ved ikke, om folk er de samme, eller om de har ændret sig ligeså meget som mig. Jeg ved ikke, om jeg vil passe ind igen. Vrøvl. Selvfølgelig vil jeg det. Tilpasning og kaffe. Så går alt igen. ... Men det er nok også en af grundene til, at jeg er så eager efter at flytte til København. Fordi søde København bliver til MIT søde København. Næste stop. Og FUCK hvor jeg glæder mig.

Rolfie tasting beeeeeeeer <3 Black Tokyo Horizon. YUM.

Seriøs bon. Whhhoooaaaah!

Me and my BFF. Baileys <3

SKOTLAND SKOTLAND SKOTLAND!

Rekorderlig van. Virker ikke. Men er meget sød alligevel.

Glade studerende!

Prima morgenmad. For once.. Spiser jo aldrig noget, når jeg er hjemme...

B&B morgenmadsmenu! YESYESYESYES!!!! <3 <3 <3

... What .... Come ooooooon!

Badekar i Skotland. OH MAI GAWD! <3

Going hunting. Needz foodz!

Søde Skotland <3

En skam man ikke kan se dragerne..

Yup. Vi var tæt på at dø. Fucking vanvittigt! Det kunne have gået så fucking galt. Kaboooom og Tina og Nick og meatballs havde været EVERYWHERE!

5 o'clock mornings er de smukkeste morgener. Især oppe fra luften. Wauw...

Juhuuuuuuu for regn og gayglittergepard gummistøvler!

Mono stands a tough challenge... WHICH DRINK ?!

En meget meget meget fed nat!

Månebarn.

Guilty pleasures og mommy porn.

Goooooooooooooooood morning! <3

Madsen teamet klinker! <3

På besøg i DK. Ihhhhhhh <3 <3 <3

Min allerbedste ven. BFF!

VANVITTIG IS! <3 <3 <3

Fanny sender mystiske tegn fra oven. (Det tog os sygt lang tid at fatte, at det var Madsen-logoet... Hahaha)

Færdig med bogen. NEED TO BUY THE OTHER TWO! Wuhuuuu!

Det hele startede så uskyldigt ud med the og kransekage...

Og PLUDSELIG var der peniser og en fuld supervisor og kokkeelev på ADVENTURE BAAAAAR!

THE BARTENDER DID IT!!

Vågnede op med blæk over det hele. Skriver breve i søvne!

 

Med grædende lever og smilende hjerte: hermed den nyeste update

Folks. For at gøre en lang historie lidt længere, så vil jeg starte med at fortælle om i forgårs.
Efter endt arbejdsdag sad jeg udenfor ved Madsen og fik en kop kaffe, mens jeg snakkede med Rune. Det var rigtig hyggeligt, og på halvanden time fik jeg skyllet ni kopper kaffe ned. Vi blev enige om at tage på eventyr og finde den bedste cocktailbar i London, og jo mere vi snakkede om det, des mere blev vi enige i, at det sgu da var den samme bar, vi snakkede om! Jeg havde en dag (den dag, jeg blev slået ned), gået ad en magisk afsides gade med så smukke, dunkle rum og med klart mere pricy væsker end på Adventure Bar, og var blevet enig med mig selv i, at her skulle jeg hen en dag! Men alas. Ugerne gik, og jeg glemte alt om stedet. Rune fortalte, at Esben, Sara og han selv engang havde været på denne fantastiske bar og få en vandmelonsdrink, og vi blev begge enige i, at den lå et eller andet sted lige om hjørnet. Vi rejste os, og sammen drog vi afsted på eventyr! Og efter al denne tid, alle disse uger - og i Runes tilfælde - måneder, hvor vi har gået i uvished og manglet dette sted, så lå det pludselig for vore fødder. Smukt, mørkt og classy. Staff var smilende og venlige, og deres drinks...... Holy shit. <3
Så efter en "five-course" hver, smuttede vi på en lille udkantspub, der havde lukket. (Men fordi vi var venlige, fik vi lov til at blive.) Efter at have drukket ud, endte vi atter engang på Madsen, hvor resten af crewet endelig var blevet færdige med Crayfishfesten. Der var masser af snaps og vin og crayfish tilovers, så hele teamet hyggede lidt med det. Efterfølgende tog Rolf, Sara, Magnus og jeg en taxi hjem til Rolf, der bor i Sydenham, og der gik jeg superkold i Rolfs kæmpe, dejlige seng. Da jeg vågnede næste morgen, var det til en letsvovlende Rolf, der havde barberskum i hele hovedet. Drengen skulle til graduation, og med tømmermænd og ugidelige skrabere, så var livet hårdt.. Jeg faldt hurtigt i søvn igen, og næste gang jeg åbnede øjnene, stod denne nydelige, nybarberede, flotte norske fyr i suit og slips og forklarede mig noget om en nøgle og Magnus, der stadig var i huset somewhere.
Og ja. Jeg faldt i søvn igen.
Da jeg så endelig vågnede, gik jeg på udflugt i huset. Et meget stort hus - og måske endda lidt for stort for en tømmermændsramt kokkeelev som mig. Nedenunder fandt jeg et meget stort, flot og åbent køkken. OG ET KLAVER! Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, så jeg blev nødt til at røre. Jeg satte mig til rette og spillede sangen, der, dengang for over fire år siden, udgjorde starten på min solosangkarriere; It's Always Been You. Mens jeg ret rusten spillede klaver for første gang i over seks måneder, klaskede regnen mod glasdøren og de stakkels kvidrende fugle udefor vinduet. Alt i alt en meget smuk start på dagen, selvom jeg stadig var godt sejlende.
Da klokken slog an, og min iPhone led af strømmangel, valgte jeg, at det nok var på tide at finde Magnus. Så jeg drog op ad trappen og åbnede snigende hver eneste dør i Castillo del Rolf, indtil jeg kom til det øverste værelse. Jeg tænkte, at drengen var stukket af, for han kunne jo umuligt ligge i det sidste rum. Men jo. Der lå han. I fosterstilling, halvnøgen og snorkende som en bjørn med næbet klukåbent. (Ja, jeg ved det godt. Bjørne har ikke næb, I know..) Jeg fik ham vækket, og han var det mest døde menneske, jeg nogensinde havde stødt på. Haha. Med det største blå mærke på ryggen (som han fik dagen før efter at hoppe ned af trappen, banke hovedet ind i loftet og smadre ned i trappetrinene - fordi Nickleback bare ikke måtte spille, mens vi hyggede os!) og den mest buldrende og brummende dagen-efter-stemme, fik jeg ham op og ud af huset.
Sammen drog vi - begge uden strøm på vores iPhones - ud i Sydenham på jagt efter Sydenham Overground Station. På vores færd fandt vi en kebabshop, hvor vi erhvervede os til en skøn dönerwrap! Det knap så skønne var så, at dens meget deleciøse safter valgte at skylle ned på mine cowboy jeans (der øjensynligt også led af crayfishvæsker). Great. Så her gik vi. In the middle of nowhere i udkantsLondon. To meget beskuede unge mennesker (for folk spiser altså BARE ikke döner klokken 11-12 om morgenen..)
Efter at have vandret i det, der lignede hundrede år, kom vi endelig til overground. Helt uden brug af iPhone! Utroligt!
Vi købte billet, toget ankom, og vi trådte ind og satte os ned. På et tidspunkt kom der den smukkeste pige og satte sig overfor os, og Magnus kunne bare ikke klare det. "Fuck, hun er jo lækker. Pis!" Og her sad vi. To afdankede sprittere, der stank langt væk af alkohol og dönerkebab. Den ene i smerte, og den anden med döner- og crayfishsaft ned af benet, og begge to af meget træt udseende. Ja. Det var garanteret et meget kønt syn!

Vore veje skiltes, og jeg smuttede på arbejde. Da jeg ankom, prøvede jeg semidesperat at skjule mine sovsepletter og starte med at være venlig og chatte med Ida. Hun sagde, at Charlotte var der, og jeg vidste, at jeg havde tømmermænd og sovs på benene, og at jeg var et lille kvarter forsinket. Og der kom hun. Charlotte. Shit........ Hun begyndte at snakke om de overskydende crayfish fra dagen før. Hvad der blev gjort ved dem og så videre. Jeg sagde ærligt, at vi spiste nogle af dem, og at der stadig var nogle i køleren. Hele samtalen igennem spurgte hun meget, og da det til sidst kom frem, at jeg slet ikke havde været på arbejde, og at jeg intet havde haft med festen at gøre, udbrød hun til Rune, at "Jamen så er det da Philippe, vi skal have fat i!". Jeg sagde til Charlotte, at jeg ikke mente, at vi kunne genbruge de overskydende crayfish, da de havde stået ude i buffeten i tre-fire timer. Skaldyr skal man især passe på, og det sagde jeg til hende. Hun mente, at jeg lige skulle snakke med Sara for at være sikker på det, så det endte med et opkald til den svenske skønhed. Vi snakkede om dyrene (og aftenen før og vores tilstande nu), og hun var enig med mig. Jeg gik ovenpå og forklarede Charlotte det, og så begyndte jeg ellers at arbejde.

Der var en ny pige i køkkenet. Eller.. Pige og pige. Sanne, svensk, og hun var 27 år gammel. Ganske fin kvinde, der var lærer tilbage i Sverige. Philippe, Sanne og jeg arbejdede, og på et tidspunkt kom Charlotte ned og ville "lige snakke" med mig.
............. Fuck............ Okay, opsummering:

• Tømmermænd - tjek
• Forsinket fremmøde - tjek
• Generel høj stemmeføring og latter - tjek
• Drak og spiste dagen før snaps, vin og crayfish - tjek 
• Ergo: Seriøs samtale med efterfølgende kæmpe skideballe - og en eventuel fyring.
• Jeg var forberedt.

Hun kunne godt se på mig, at jeg frygtede det værste, og Sanne bagved mig må også have lavet et face af en art, for Charlotte kom med et meget klukkende "Haha. Don't you worry, guys. I'm not always bringing bad news!", der var efterfuldt af et ikkeekspressivt ansigtsudtryk. Pokerfjæs for alla pang, og jeg anede ikke, hvad der skulle ske.
Vi trådte ind i PDR, og hun bad mig om at sætte mig.
"Det har været en ret hård uge, har det ikke?" ... ".. Ehm. Jo." "Hvordan er hende den nye?" ".. Hun er.. Fin. Jeg har ikke arbejdet så længe med hende, men hun virker glad og up for it." .. "Alright.. Tina, jeg har kigget lidt på næste uges plan .......", starter hun i en helt anden stemmeføring. Jeg sidder så stille som muligt og prøver at bevare fatningen, selvom mit indre går OMG NO! HVAD SKER HER?! FUCK! Jeg er ikke på næste uges plan!??!?? "og... Jeg tænkte.... Har du nogensinde været i Skotland?" ........................................................................ Hun giver mig det største Troll-face, og jeg udspiler mine øjne til det mest vanvittige. "Eh............ Nej..." "Vil du?"

........ "Vil du?" ........

Øhhh... JA!

Så folks.. Jeg er ikke fyret eller noget som helst... Jeg skal til fucking Skotland og lave mad!! Jeg skal være med i Rekorderlig og køre rundt i deres søde, lille, røde van. Jeg kommer til at stå for maden og alt det, der hører dertil (køkkenchef - YEAH!), og jeg får vist nok to assistenter (= køkkenchef - YEAH!), der skal hjælpe mig med at servere og smile til det skotske godtfolk.

Det er så vanvittigt, og jeg glæder mig så sindssygt meget!! Alle detaljerne skulle meget gerne være på plads på mandag, og så rejser jeg ellers til SKOTLAND PÅ FREDAG! WUUHUUUHH!!! Det bliver så fedt med et afbræk fra Madsen og det stressede London-liv. Jeg tager mit Nikon med, og så skal der ellers knipses billeder af alt! Jeg skal shoppe kilte (njaeh) og slubre haggis (not so much!) og nyde den smukke natur (helt fokken sikkert!!).

ÅH! HVOR JEG GLÆDER MIG!!!

Jeg har ikke så meget mere, jeg vil sige. Det har været et meget langt og forfærdeligt detaljeret indlæg, så nu vil jeg slutte af med et billede af stegende svampe og tomater, og undertegnede, der sender lidt fjollet kærlighed ud til Jer. <3 <3 <3

Ha' det bra!

X

A so-called update

Så. Siden sidste update er der gået over en måned. Jeg har haft lyst til at skrive på bloggen, men ligeså snart det kom til stykket, havde jeg ikke tid, eller så ville jeg hellere ud og opleve London. Jeg vil gerne komme hjem med en kuffert fuld af minder. Det er gået op for mig, at jeg kun har lidt over tre måneder tilbage af min tid herovre. For nogle måneder siden virkede det som om, at min tid herovre aldrig ville ende, og at jeg havde alverdens stunder til gode. Nu er jeg pludselig tæt på at skulle rejse fra mit hjem, og det er jeg både glad og trist over.
Da jeg rejste fra Aalborg for seks måneder siden, græd jeg som pisket i lufthavnen. Da gik det virkelig op for mig, at jeg rejste væk fra alt og alle, og at jeg nu stod på helt egne ben i et fremmed land. - Men jeg havde altid visheden om, at jeg ville vende hjem, og at jeg ville se familie og venner igen. Jeg vidste jo, at jeg ville komme hjem engang, men det her... Det smerter i mit ømme, pulserende hjerte. Hvornår kommer jeg lige til London igen? Hvornår ser jeg min anden familie? For det er sådan, jeg ser Madsen-teamet. Som en lille familie. Vi er her for hinanden, for vi har ikke andre.
Det kommer til at gøre ondt at sige farvel, så derfor vil jeg ikke tænke på det nu. De næste par måneder kommer til at gå så hurtigt - især december - og så kan jeg være julemelankoliker, som jeg egentlig er hvert år. (Nu er jeg ikke bare Grinch, nu har jeg faktisk en grund til det.)

Men en update - jo tak:
For nogle uger siden kom det norske madmagasin SMAK forbi for at interviewe Christina og Rolf, og for at tage billeder af restauranten og maden. Jeg var den eneste i køkkenet i frokosten, og jeg havde så travlt! (Løb tør for tallerkener og mad, så skulle vaske op og preppe, mens jeg lavede service!) Det var en rigtig god frokost! Der væltede ind med mennesker, og mine anretninger blev foreviget og bliver i slutningen af denne måned sendt til print i Norge. Det er vanvittigt! Jeg var rigtig glad og stolt, og jeg fik også ros. Hurraah! Lidt kan man vel alligevel.

Jeg sover ikke så forfærdeligt meget. Jeg arbejder oftest 10am-11pm, og så ender jeg altid på pubben for at få en fyraftensøl. En øl, der bliver til flere og andet, og til sidst sidder jeg sammen med Rune på Janet's, eller så er vi taget på eventyr, for at finde et sted, der er åbent og klar på vores færd! .. Og så ender jeg altid hjemme omkring klokken 4am, hvor jobbet selvfølgelig kalder igen næste formiddag klokken 10am. (Og her skal det siges, at jeg selvfølgelig står op i god tid allerede klokken 7am. Yes!)
Så dette manglende søvn og dårlige spisevaner (har hardly rørt andet grønt end tomater hele min tid herovre), har gjort, at jeg nu vil omlægge mit liv. Lidt. Jeg vil meget gerne leve sundt, og det har jeg altid villet. Motion og sund kost har jeg altid elsket, men herovre er det en yderst sjældenhed, og det sker overhovedet ikke, haha.
Så mine seks (ganske overkommelige) mål lyder som følger:

1. Mere grønt
2. MEGET mindre alkohol - eller slet ingen (men det er umuligt i dette fag)
3. Ingen søde sager / drikke
4. Meget mere vand
5. Mere søvn
6. Mere motion

Så håber jeg, at jeg er standhaftig nok til at sige fra og sige nej tak. (Man kan bare ikke sige nej tak til Rune, den søde dreng!)

For tre uger siden (tror jeg), blev jeg slået ned på gaden. De fleste af Jer har nok set billederne på Facebook, men måske ikke hørt historien.
Jeg havde besøgt min moster, og af hende havde jeg fået et Banksy-maleri. Efter besøget smuttede jeg hen til Madsen og hang ud der, indtil de lukkede. Så hoppede jeg på bussen og smuttede hjemover. Jeg stiger af ved Warren Street og går til Euston (dette tager cirka syv-ti minutter), og det er på denne strækning, at jeg møder to engelske idioter, der gerne vil have min flade papirspakke. De er ubehagelig, og de bliver ved, selvom jeg prøver at få dem til at stoppe/gå væk fra dem. Da den ene ret voldeligt rækker ud efter maleriet og siger noget i dur med "Give it to me, birdy.", halvråber jeg - som den sangfugl, jeg nu er; "FUCK OFF, YOU FUCKING CUNTS!", og hvis der er noget, man ikke skal kalde en englænder, så er det en cunt... Kapow, og jeg fik en på øjet. Dog nåede jeg at flytte mig lidt. Havde jeg ikke gjort det, var jeg endt i gulvet. Et kærestepar så det, kvinden råbte, og mændene stak af. Jeg kom roligt til mig selv, selvom mit hjerte galoperede afsted og jeg havde koldsved. Efter det smuttede jeg hjem og tog billeder af mit nye, knap-så-ommøblerede-ansigt og havde derved beviser. Jahuu.
Dagen efter havde jeg en dundrende hovedpine og en begyndende blå kind/øje/tinding. YES.

Her den anden dag var jeg skiftevis meget træt og meget oppe at køre, og jeg tror, at det var på grund af nogle "lykkepiller", vi har ovenpå. Som Ida siger, så "løfter de ens hovedpine væk. Sådan her! Puf!", og det har hun ret i. De er noget stærkere end almindelige smertestillende, og man bliver ret frisk af dem pga. koffeinindholdet. Det lyder som om, at det er et fantastisk drug, og det er det da også - til dels - for jeg tror ikke, at jeg kan tåle dem. Noget tid efter indtagelse havde jeg to mini-heart attacks, korte blackouts og et reelt kollaps på vej op ad trappen, og hele den nat sov jeg ikke, fordi jeg havde tilbagevendende stik i hjertet. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg så øm i kroppen, og jeg havde underlige spændinger i brystet. Hurraah! Min krop falder sammen!
Samme dag kom Philippe med den bedste kommentar - og efter min mening hans største kompliment (selvom han ikke mente det som et kompliment). Fordi jeg var så utroligt glad og forstyrret og rystede lidt tosset; kastede rundt med tingene, fortalte historier og generelt sagde underlige ting, mens jeg samtidigt kørte service og prep, lagde han alt fra sig og kiggede seriøst på mig. "You are so weird. Not just any weird.. You are.. Like.. Star Trek-weird." .... Star Trek-weird? HURRAAAHHH! Efterfølgende var jeg så superglad, indtil jeg fik det første "skip-a-beat-heart attack", og så var jeg helt drænet. Tog to piller til og så var jeg god igen efter et stykke tid. Da vi endelig fik fri, sagde Philippe noget, og så grinede vi og løb op ad trappen, hvor jeg fik et lidt mere voldsomt "anfald". Hurrah. Blackout, kollaps, kvalme og seriøs smerte i venstre side. Så lå jeg på trappen og hyggede, mens Philippe og Christina stod for enden af den og spurgte, om jeg var okay. Da en gæst trådte ud fra toilettet, rejste jeg mig og vraltede op ad trappen og satte mig på en barstol. Ned kylede jeg masser af vand, og så tog jeg ellers efter et stykke tid hjem. Ida har forbudt mig at tage pillerne igen, og hun insisterede på, at jeg skulle tage til lægen. Pff. Jeg har ingen læge herovre, så jeg skal tage til de der Walk In Centres, og det tager i al seriøsitet hele dagen. - Og det har jeg jo ikke tid til.

Og så lige en køkken-update:
Klas har sagt op. Dette restaurantsræs er ikke noget for ham, så han smutter hjem til Nordsverige og hygger sig. Vi havde en skidesød svensk model på prøve, Victoria, og hun tegnede til at være rigtig god! - Dog havde hun fundet et andet job i mellemtiden, så det kom der ikke meget ud af.
Så vi er stadig kun Philippe, Sara og mig. Og her den anden dag blev Sara påkørt af en taxi. Hun slap heldigvis fra det i live, men hun brækkede (eller forstuvede meget svært) halebenet, så hun er ikke så vild, som hun plejer. Vi blev enige om, at hun er en 80-årig, gravid kvinde. Totalt hjælpeløs og langsom på benene.
Så den nye arbejdsplan lyder igen på ekstratimer. Jeg håber snart, at vi får fat i én eller anden, der kan hjælpe! Det er så surt at skulle oplære folk, som så smutter igen efter mindre end en måned. Snart kommer vi til jul, og så får vi SYGT travlt! Og der SKAL vi altså have fundet en ny - gerne to, ellers falder køkkenet sammen.
Men fuck, jeg glæder mig til juleræset! Aaaah!

Det var alt for nu. Hyg Jer!
Pus. xx

Mine flatmates har de FEDESTE navne! Barbosa!!

Gore! Dette er dog noget mere .. Ondt. Barbosa er meget mere cool. Og pirat-agtigt!

En gave fra søde Rolf til Sara og undertegnede! Den gode, friske appelsinjuice - og opvask!

<3 <3 <3 <3 <3

Og Rolfs ice tea. <3. Juhuu.

Papkasserne skal ud efter hver vagt. .. Dette skete ikke de to dage, hvor Klas og Philippe havde været på arbejde (og Sara og jeg havde haft fri), så vi slæbte lige en helt masse lort op og stillede det på gaden. Smukt syn.

Og dette er min nye passion! DRAW FREE! <3 <3 <3 Juhuuu! Rashonda F. er mega vanvittig til det også, så vi hygger! Hende og Layla E. er mine nye internethomies. (For jeg kommer jo ikke så meget ud. Ha. .... Øv..)

Hav det godt til vi ses igen!
Jeg havde oprindeligt fri i morgen, men fordi Philippe havde noget vigtigt, han skulle - og Sara ikke kan køre frokost alene pt., så kommer jeg ind og tager halvdelen af hans vagt. Efter håber jeg lidt på at skulle hygge med søde Emma. Jahuu..
Hej heeej!
xx