Efter endt arbejdsdag sad jeg udenfor ved Madsen og fik en kop kaffe, mens jeg snakkede med Rune. Det var rigtig hyggeligt, og på halvanden time fik jeg skyllet ni kopper kaffe ned. Vi blev enige om at tage på eventyr og finde den bedste cocktailbar i London, og jo mere vi snakkede om det, des mere blev vi enige i, at det sgu da var den samme bar, vi snakkede om! Jeg havde en dag (den dag, jeg blev slået ned), gået ad en magisk afsides gade med så smukke, dunkle rum og med klart mere pricy væsker end på Adventure Bar, og var blevet enig med mig selv i, at her skulle jeg hen en dag! Men alas. Ugerne gik, og jeg glemte alt om stedet. Rune fortalte, at Esben, Sara og han selv engang havde været på denne fantastiske bar og få en vandmelonsdrink, og vi blev begge enige i, at den lå et eller andet sted lige om hjørnet. Vi rejste os, og sammen drog vi afsted på eventyr! Og efter al denne tid, alle disse uger - og i Runes tilfælde - måneder, hvor vi har gået i uvished og manglet dette sted, så lå det pludselig for vore fødder. Smukt, mørkt og classy. Staff var smilende og venlige, og deres drinks...... Holy shit. <3
Så efter en "five-course" hver, smuttede vi på en lille udkantspub, der havde lukket. (Men fordi vi var venlige, fik vi lov til at blive.) Efter at have drukket ud, endte vi atter engang på Madsen, hvor resten af crewet endelig var blevet færdige med Crayfishfesten. Der var masser af snaps og vin og crayfish tilovers, så hele teamet hyggede lidt med det. Efterfølgende tog Rolf, Sara, Magnus og jeg en taxi hjem til Rolf, der bor i Sydenham, og der gik jeg superkold i Rolfs kæmpe, dejlige seng. Da jeg vågnede næste morgen, var det til en letsvovlende Rolf, der havde barberskum i hele hovedet. Drengen skulle til graduation, og med tømmermænd og ugidelige skrabere, så var livet hårdt.. Jeg faldt hurtigt i søvn igen, og næste gang jeg åbnede øjnene, stod denne nydelige, nybarberede, flotte norske fyr i suit og slips og forklarede mig noget om en nøgle og Magnus, der stadig var i huset somewhere.
Og ja. Jeg faldt i søvn igen.
Da jeg så endelig vågnede, gik jeg på udflugt i huset. Et meget stort hus - og måske endda lidt for stort for en tømmermændsramt kokkeelev som mig. Nedenunder fandt jeg et meget stort, flot og åbent køkken. OG ET KLAVER! Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, så jeg blev nødt til at røre. Jeg satte mig til rette og spillede sangen, der, dengang for over fire år siden, udgjorde starten på min solosangkarriere; It's Always Been You. Mens jeg ret rusten spillede klaver for første gang i over seks måneder, klaskede regnen mod glasdøren og de stakkels kvidrende fugle udefor vinduet. Alt i alt en meget smuk start på dagen, selvom jeg stadig var godt sejlende.
Da klokken slog an, og min iPhone led af strømmangel, valgte jeg, at det nok var på tide at finde Magnus. Så jeg drog op ad trappen og åbnede snigende hver eneste dør i Castillo del Rolf, indtil jeg kom til det øverste værelse. Jeg tænkte, at drengen var stukket af, for han kunne jo umuligt ligge i det sidste rum. Men jo. Der lå han. I fosterstilling, halvnøgen og snorkende som en bjørn med næbet klukåbent. (Ja, jeg ved det godt. Bjørne har ikke næb, I know..) Jeg fik ham vækket, og han var det mest døde menneske, jeg nogensinde havde stødt på. Haha. Med det største blå mærke på ryggen (som han fik dagen før efter at hoppe ned af trappen, banke hovedet ind i loftet og smadre ned i trappetrinene - fordi Nickleback bare ikke måtte spille, mens vi hyggede os!) og den mest buldrende og brummende dagen-efter-stemme, fik jeg ham op og ud af huset.
Sammen drog vi - begge uden strøm på vores iPhones - ud i Sydenham på jagt efter Sydenham Overground Station. På vores færd fandt vi en kebabshop, hvor vi erhvervede os til en skøn dönerwrap! Det knap så skønne var så, at dens meget deleciøse safter valgte at skylle ned på mine cowboy jeans (der øjensynligt også led af crayfishvæsker). Great. Så her gik vi. In the middle of nowhere i udkantsLondon. To meget beskuede unge mennesker (for folk spiser altså BARE ikke döner klokken 11-12 om morgenen..)
Efter at have vandret i det, der lignede hundrede år, kom vi endelig til overground. Helt uden brug af iPhone! Utroligt!
Vi købte billet, toget ankom, og vi trådte ind og satte os ned. På et tidspunkt kom der den smukkeste pige og satte sig overfor os, og Magnus kunne bare ikke klare det. "Fuck, hun er jo lækker. Pis!" Og her sad vi. To afdankede sprittere, der stank langt væk af alkohol og dönerkebab. Den ene i smerte, og den anden med döner- og crayfishsaft ned af benet, og begge to af meget træt udseende. Ja. Det var garanteret et meget kønt syn!
Vore veje skiltes, og jeg smuttede på arbejde. Da jeg ankom, prøvede jeg semidesperat at skjule mine sovsepletter og starte med at være venlig og chatte med Ida. Hun sagde, at Charlotte var der, og jeg vidste, at jeg havde tømmermænd og sovs på benene, og at jeg var et lille kvarter forsinket. Og der kom hun. Charlotte. Shit........ Hun begyndte at snakke om de overskydende crayfish fra dagen før. Hvad der blev gjort ved dem og så videre. Jeg sagde ærligt, at vi spiste nogle af dem, og at der stadig var nogle i køleren. Hele samtalen igennem spurgte hun meget, og da det til sidst kom frem, at jeg slet ikke havde været på arbejde, og at jeg intet havde haft med festen at gøre, udbrød hun til Rune, at "Jamen så er det da Philippe, vi skal have fat i!". Jeg sagde til Charlotte, at jeg ikke mente, at vi kunne genbruge de overskydende crayfish, da de havde stået ude i buffeten i tre-fire timer. Skaldyr skal man især passe på, og det sagde jeg til hende. Hun mente, at jeg lige skulle snakke med Sara for at være sikker på det, så det endte med et opkald til den svenske skønhed. Vi snakkede om dyrene (og aftenen før og vores tilstande nu), og hun var enig med mig. Jeg gik ovenpå og forklarede Charlotte det, og så begyndte jeg ellers at arbejde.
Der var en ny pige i køkkenet. Eller.. Pige og pige. Sanne, svensk, og hun var 27 år gammel. Ganske fin kvinde, der var lærer tilbage i Sverige. Philippe, Sanne og jeg arbejdede, og på et tidspunkt kom Charlotte ned og ville "lige snakke" med mig.
............. Fuck............ Okay, opsummering:
- Tømmermænd - tjek
- Forsinket fremmøde - tjek
- Generel høj stemmeføring og latter - tjek
- Drak og spiste dagen før snaps, vin og crayfish - tjek
- Ergo: Seriøs samtale med efterfølgende kæmpe skideballe - og en eventuel fyring.
- Jeg var forberedt.
Vi trådte ind i PDR, og hun bad mig om at sætte mig.
"Det har været en ret hård uge, har det ikke?" ... ".. Ehm. Jo." "Hvordan er hende den nye?" ".. Hun er.. Fin. Jeg har ikke arbejdet så længe med hende, men hun virker glad og up for it." .. "Alright.. Tina, jeg har kigget lidt på næste uges plan .......", starter hun i en helt anden stemmeføring. Jeg sidder så stille som muligt og prøver at bevare fatningen, selvom mit indre går OMG NO! HVAD SKER HER?! FUCK! Jeg er ikke på næste uges plan!??!?? "og... Jeg tænkte.... Har du nogensinde været i Skotland?" ........................................................................ Hun giver mig det største Troll-face, og jeg udspiler mine øjne til det mest vanvittige. "Eh............ Nej..." "Vil du?"
........ "Vil du?" ........
Øhhh... JA!
Så folks.. Jeg er ikke fyret eller noget som helst... Jeg skal til fucking Skotland og lave mad!! Jeg skal være med i Rekorderlig og køre rundt i deres søde, lille, røde van. Jeg kommer til at stå for maden og alt det, der hører dertil (køkkenchef - YEAH!), og jeg får vist nok to assistenter (= køkkenchef - YEAH!), der skal hjælpe mig med at servere og smile til det skotske godtfolk.
Det er så vanvittigt, og jeg glæder mig så sindssygt meget!! Alle detaljerne skulle meget gerne være på plads på mandag, og så rejser jeg ellers til SKOTLAND PÅ FREDAG! WUUHUUUHH!!! Det bliver så fedt med et afbræk fra Madsen og det stressede London-liv. Jeg tager mit Nikon med, og så skal der ellers knipses billeder af alt! Jeg skal shoppe kilte (njaeh) og slubre haggis (not so much!) og nyde den smukke natur (helt fokken sikkert!!).
ÅH! HVOR JEG GLÆDER MIG!!!
Jeg har ikke så meget mere, jeg vil sige. Det har været et meget langt og forfærdeligt detaljeret indlæg, så nu vil jeg slutte af med et billede af stegende svampe og tomater, og undertegnede, der sender lidt fjollet kærlighed ud til Jer. <3 <3 <3
Ha' det bra!
X
Ingen kommentarer:
Send en kommentar