Da jeg rejste fra Aalborg for seks måneder siden, græd jeg som pisket i lufthavnen. Da gik det virkelig op for mig, at jeg rejste væk fra alt og alle, og at jeg nu stod på helt egne ben i et fremmed land. - Men jeg havde altid visheden om, at jeg ville vende hjem, og at jeg ville se familie og venner igen. Jeg vidste jo, at jeg ville komme hjem engang, men det her... Det smerter i mit ømme, pulserende hjerte. Hvornår kommer jeg lige til London igen? Hvornår ser jeg min anden familie? For det er sådan, jeg ser Madsen-teamet. Som en lille familie. Vi er her for hinanden, for vi har ikke andre.
Det kommer til at gøre ondt at sige farvel, så derfor vil jeg ikke tænke på det nu. De næste par måneder kommer til at gå så hurtigt - især december - og så kan jeg være julemelankoliker, som jeg egentlig er hvert år. (Nu er jeg ikke bare Grinch, nu har jeg faktisk en grund til det.)
Men en update - jo tak:
For nogle uger siden kom det norske madmagasin SMAK forbi for at interviewe Christina og Rolf, og for at tage billeder af restauranten og maden. Jeg var den eneste i køkkenet i frokosten, og jeg havde så travlt! (Løb tør for tallerkener og mad, så skulle vaske op og preppe, mens jeg lavede service!) Det var en rigtig god frokost! Der væltede ind med mennesker, og mine anretninger blev foreviget og bliver i slutningen af denne måned sendt til print i Norge. Det er vanvittigt! Jeg var rigtig glad og stolt, og jeg fik også ros. Hurraah! Lidt kan man vel alligevel.
Jeg sover ikke så forfærdeligt meget. Jeg arbejder oftest 10am-11pm, og så ender jeg altid på pubben for at få en fyraftensøl. En øl, der bliver til flere og andet, og til sidst sidder jeg sammen med Rune på Janet's, eller så er vi taget på eventyr, for at finde et sted, der er åbent og klar på vores færd! .. Og så ender jeg altid hjemme omkring klokken 4am, hvor jobbet selvfølgelig kalder igen næste formiddag klokken 10am. (Og her skal det siges, at jeg selvfølgelig står op i god tid allerede klokken 7am. Yes!)
Så dette manglende søvn og dårlige spisevaner (har hardly rørt andet grønt end tomater hele min tid herovre), har gjort, at jeg nu vil omlægge mit liv. Lidt. Jeg vil meget gerne leve sundt, og det har jeg altid villet. Motion og sund kost har jeg altid elsket, men herovre er det en yderst sjældenhed, og det sker overhovedet ikke, haha.
Så mine seks (ganske overkommelige) mål lyder som følger:
- Mere grønt
- MEGET mindre alkohol - eller slet ingen (men det er umuligt i dette fag)
- Ingen søde sager / drikke
- Meget mere vand
- Mere søvn
- Mere motion
For tre uger siden (tror jeg), blev jeg slået ned på gaden. De fleste af Jer har nok set billederne på Facebook, men måske ikke hørt historien.
Jeg havde besøgt min moster, og af hende havde jeg fået et Banksy-maleri. Efter besøget smuttede jeg hen til Madsen og hang ud der, indtil de lukkede. Så hoppede jeg på bussen og smuttede hjemover. Jeg stiger af ved Warren Street og går til Euston (dette tager cirka syv-ti minutter), og det er på denne strækning, at jeg møder to engelske idioter, der gerne vil have min flade papirspakke. De er ubehagelig, og de bliver ved, selvom jeg prøver at få dem til at stoppe/gå væk fra dem. Da den ene ret voldeligt rækker ud efter maleriet og siger noget i dur med "Give it to me, birdy.", halvråber jeg - som den sangfugl, jeg nu er; "FUCK OFF, YOU FUCKING CUNTS!", og hvis der er noget, man ikke skal kalde en englænder, så er det en cunt... Kapow, og jeg fik en på øjet. Dog nåede jeg at flytte mig lidt. Havde jeg ikke gjort det, var jeg endt i gulvet. Et kærestepar så det, kvinden råbte, og mændene stak af. Jeg kom roligt til mig selv, selvom mit hjerte galoperede afsted og jeg havde koldsved. Efter det smuttede jeg hjem og tog billeder af mit nye, knap-så-ommøblerede-ansigt og havde derved beviser. Jahuu.
Dagen efter havde jeg en dundrende hovedpine og en begyndende blå kind/øje/tinding. YES.
Her den anden dag var jeg skiftevis meget træt og meget oppe at køre, og jeg tror, at det var på grund af nogle "lykkepiller", vi har ovenpå. Som Ida siger, så "løfter de ens hovedpine væk. Sådan her! Puf!", og det har hun ret i. De er noget stærkere end almindelige smertestillende, og man bliver ret frisk af dem pga. koffeinindholdet. Det lyder som om, at det er et fantastisk drug, og det er det da også - til dels - for jeg tror ikke, at jeg kan tåle dem. Noget tid efter indtagelse havde jeg to mini-heart attacks, korte blackouts og et reelt kollaps på vej op ad trappen, og hele den nat sov jeg ikke, fordi jeg havde tilbagevendende stik i hjertet. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg så øm i kroppen, og jeg havde underlige spændinger i brystet. Hurraah! Min krop falder sammen!
Samme dag kom Philippe med den bedste kommentar - og efter min mening hans største kompliment (selvom han ikke mente det som et kompliment). Fordi jeg var så utroligt glad og forstyrret og rystede lidt tosset; kastede rundt med tingene, fortalte historier og generelt sagde underlige ting, mens jeg samtidigt kørte service og prep, lagde han alt fra sig og kiggede seriøst på mig. "You are so weird. Not just any weird.. You are.. Like.. Star Trek-weird." .... Star Trek-weird? HURRAAAHHH! Efterfølgende var jeg så superglad, indtil jeg fik det første "skip-a-beat-heart attack", og så var jeg helt drænet. Tog to piller til og så var jeg god igen efter et stykke tid. Da vi endelig fik fri, sagde Philippe noget, og så grinede vi og løb op ad trappen, hvor jeg fik et lidt mere voldsomt "anfald". Hurrah. Blackout, kollaps, kvalme og seriøs smerte i venstre side. Så lå jeg på trappen og hyggede, mens Philippe og Christina stod for enden af den og spurgte, om jeg var okay. Da en gæst trådte ud fra toilettet, rejste jeg mig og vraltede op ad trappen og satte mig på en barstol. Ned kylede jeg masser af vand, og så tog jeg ellers efter et stykke tid hjem. Ida har forbudt mig at tage pillerne igen, og hun insisterede på, at jeg skulle tage til lægen. Pff. Jeg har ingen læge herovre, så jeg skal tage til de der Walk In Centres, og det tager i al seriøsitet hele dagen. - Og det har jeg jo ikke tid til.
Og så lige en køkken-update:
Klas har sagt op. Dette restaurantsræs er ikke noget for ham, så han smutter hjem til Nordsverige og hygger sig. Vi havde en skidesød svensk model på prøve, Victoria, og hun tegnede til at være rigtig god! - Dog havde hun fundet et andet job i mellemtiden, så det kom der ikke meget ud af.
Så vi er stadig kun Philippe, Sara og mig. Og her den anden dag blev Sara påkørt af en taxi. Hun slap heldigvis fra det i live, men hun brækkede (eller forstuvede meget svært) halebenet, så hun er ikke så vild, som hun plejer. Vi blev enige om, at hun er en 80-årig, gravid kvinde. Totalt hjælpeløs og langsom på benene.
Så den nye arbejdsplan lyder igen på ekstratimer. Jeg håber snart, at vi får fat i én eller anden, der kan hjælpe! Det er så surt at skulle oplære folk, som så smutter igen efter mindre end en måned. Snart kommer vi til jul, og så får vi SYGT travlt! Og der SKAL vi altså have fundet en ny - gerne to, ellers falder køkkenet sammen.
Men fuck, jeg glæder mig til juleræset! Aaaah!
Det var alt for nu. Hyg Jer!
Pus. xx
 |
| Mine flatmates har de FEDESTE navne! Barbosa!! |
 |
| Gore! Dette er dog noget mere .. Ondt. Barbosa er meget mere cool. Og pirat-agtigt! |
 |
| En gave fra søde Rolf til Sara og undertegnede! Den gode, friske appelsinjuice - og opvask! |
 |
| <3 <3 <3 <3 <3 |
 |
| Og Rolfs ice tea. <3. Juhuu. |
 |
| Papkasserne skal ud efter hver vagt. .. Dette skete ikke de to dage, hvor Klas og Philippe havde været på arbejde (og Sara og jeg havde haft fri), så vi slæbte lige en helt masse lort op og stillede det på gaden. Smukt syn. |
 |
| Og dette er min nye passion! DRAW FREE! <3 <3 <3 Juhuuu! Rashonda F. er mega vanvittig til det også, så vi hygger! Hende og Layla E. er mine nye internethomies. (For jeg kommer jo ikke så meget ud. Ha. .... Øv..) |
Hav det godt til vi ses igen!
Jeg havde oprindeligt fri i morgen, men fordi Philippe havde noget vigtigt, han skulle - og Sara ikke kan køre frokost alene pt., så kommer jeg ind og tager halvdelen af hans vagt. Efter håber jeg lidt på at skulle hygge med søde Emma. Jahuu..
Hej heeej!
xx
Ingen kommentarer:
Send en kommentar