ABROAD: HUMAN OF THE YEAR

Herunder to glade historier fra mit vanvittige Londonliv.
Jeg håber inderligt, at I har det godt tilbage i Danmark (og dette gælder også Jer, der læser med fra udlandet. Hav det nu godt.)

Søndag d. 28/10-12.
At blive råkneppet af folk og service.
Ja. Titlen er knap så sky, og jeg undskylder til alle de sarte sjæle derude (især undskyld til mormor, svigermor og alle andre, jeg aldrig bander overfor! (Eller.. Næsten aldrig..))

Så. Søndag morgen. Jeg havde sovet utroligt underligt. Jeg havde hele natten drømt om mad, og var imellem hver ret vågnet og haft stress og bankende hjerte. Efter at have faldet lidt ned igen, grublede jeg over retten, og så faldt jeg atter i søvn - og gentog hele sceneriet igen.
Udenfor larmede trafikken mere og mere, og jeg rejste mig fra sengen. Udover konstant at træde på og være ved at falde over alt det lort, der lå på gulvet, blev jeg færdig, og så hoppede jeg i vandreskoene og drog mod arbejde. Gåturen føltes hurtigt overstået, og jeg ankom til Madsen, hvor Rune allerede var.
Vi havde endelig fået en ny espressomaskine, så den stod jeg og legede lidt med i ti minutter, inden jeg gik ned og klædte om. Søndag betyder brunch og Sunday Roast udover den almindelige menu, og der var en del, der skulle preppes. Heldigvis skulle jeg ikke være alene, så jeg tog den lidt med ro, indtil Rune kom ind 11:20 og sagde, at Pernille lige havde ringet. Hun kom ikke, da hun var syg... Fedt at ringe tyve minutter over ens mødetid for at sige det, men altså.. Fuck nu det. Hun er her kun en måned, og vi kunne jo altid prøve at få fat i Carl, Sara, Sebastian eller Katrine. .... Som alle ikke tog deres telefoner. Der var gået Kilburn mayhem i den natten før, så... Yup. Forever alone. Men .. Okay. Kør på! Service alene, det kunne jeg sgu da godt lige klare! .. Ikke?
Rune og jeg blev enige om at droppe brunchen, så det gjorde det hele en god del lettere. Jeg fik pludselig MEGET travlt med prep og set up, og før jeg vidste af det, var service startet. Lidt efter kom Rune ned og storsmilede. "Hey! Good news!" Vi DOBBELT HIGH-FIVER, og jeg glæder mig allerede til at høre nyheden. "Marie er syg - jeg har lige sendt hende hjem. WUH!" ................................. What.... Ej! Come ooooooon! Vi griner lidt af alt det komiske, og så kommer Rune med en smuk line. "I det mindste bliver vi kun råkneppet i fire timer." Ja.. Og nårh ja. Jeg skulle jo også lige gøre alt søndagsrent alene. Oh, sweet sorrow!
(Jeg kører sgu videre i nutid, det er meget nemmere at skrive i!) Jeg får det kolde klar, og kigger på klokken. Jojo. To i tolv. Så er jeg klar! Og i det øjeblik kommer jeg i tanke om sukkeret til de brunede kartofler. FUCK!!!! Jeg løber ind i det varme køkken, og der mødes jeg af en pande med fucking lava. Holy shit. Hvordan kan sukker blive til dette?!? Jeg snupper panden og kaster den ud i rygegården og går så i gang med en ny omgang. Jeg tjekker stegen, og den mangler bare liiiige lidt mere på høj varme, så jeg efterlader den, og i dette øjeblik kommer den første bon ind. Og derefter går det stærkt. En bon, to boner, fem! De bliver lavet, og flere og flere boner vælter ind. På et tidspunkt ser jeg på den nederste ovn og opdager til min store gru, at man ikke kan se stegen for bare røg... NEEEEEEJ!!!!!!!! Jeg åbner ovnen, og havde vi haft en røgalarm, var den gået fucking amok. Okay. Status. Svinet har det godt. (Sværret er i hvert fald sprødt!!). Temperaturen ryger ned på ca 55, og så bipper maskinen igen. Næste bon. .... Brunch??? WHAT. I det jeg skal til at udstøde et meget højlydt og irritabelt "FUCK MY CUNT!!", kommer Rune ilende ind i køkkenet - igen storsmilende. "Ja... Fanny gjorde mig lige en tjeneste. Jeg havde jo glemt at lægge Brunch-menuen frem, så det havde hun da lige gjort for mig! Team work!" .... Okay. Vi griner, og Rune kommer og hjælper mig i køkkenet, da der på dette tidspunkt er så fucking mange boner + prep + opvask. (Hov? Er vi snart out of clean plates? .. Yup.) Og herefter kører det.
På et tidspunkt kommer Rolf pludselig forbi (Juhuuuuu!!! <3 <3 <3), og så står han i et hjørne og laver mayo efter mine anvisninger. Senere viser Sara også sit kønne, tømmermændsramte ansigt, og så hjælper hun til. Fuck. Endelig lidt luft!
Da service endelig er ovre, laver jeg staff til alle. Da der er Sunday Roast tilbage, bliver det selvfølgelig det, der står på menuen. Jeg sætter de karameliserede kartofler over til genopvarmning, og så går jeg ind ved siden af og snakker med Sara og Rolf, og vi har det rigtig sjovt. På et tidspunkt kommer Fanny ind og spørger mig, om det er meningen, at der skal være ild i en pande inde i køkkenet? ...... FUCK !#()¤(!=! IKKE I-FUCKING-GEN! Jeg løber ind, og ja. Ganske rigtigt. Der er sgu ild i min karamelkartoffel. Jeg står lidt og kigger på ilden og vælger at puste på den. Store flammer skyder op, og jeg brøler og Fanny udstøder et meget nervøst "TINA!".. Hahahaha. GOD, I LOVE FIRE! Jeg finder noget vand og hælder på det, og går fra flammehav til .. Eks-karamelkartoffelhav. Okay. Fuck that. Jeg griner ved mig selv og overvejer alle de ting, jeg har sat ild i og brændt. Gud. Good times!
Resten af arbejdsdagen går med oprydning og hyggelig snak. På et tidspunkt taber Rolf gryden med gravy, og så er der - på mirakuløst og fucking "HVORDAN-FANDEN-SKETE-DET-LIGE?!?!"-maner - gravy over det hele. På vægge, i loftet, på borde, ude i gangen, overalt på Sara og undertegnede og selvfølgelig er gulvet gået fra en trist grå til en lækker brun. Rolf... Come on....
Long story short: Vi bliver færdige og tager alle på Adventure Bar for at fejre Fannys fødselsdag. Vi bliver berusede og glade, og jeg får anskaffet os en gratis flaske prosecco (fordi jeg jo er der så tit. Åh ja.), og scorer mig selv en gratis drink eller to. De bartendere er simpelthen så dejlige, og de ville gerne have os med videre på Roadhouse.. Men.. Ah. Arbejdet kalder tidligt næste morgen. Og fuck, hvor er det et dejligt arbejde.

Torsdag d. 1/11-12 klokken 00:40.

Such an insane effort for going home! And all those fucks given!
Det er sent onsdag nat eller tidligt torsdag morgen - it all depends on how you look at it - og jeg har lige fået fri fra Madsen.

Efter endt arbejde smutter jeg ud i den silende og ret voldsomme regn, der gennembløder det mørklagte London. Jeg går hen til stationen for at toppe mit Oystercard up, men bliver mødt af to twitfucks, der lukker gaten lige foran mig og siger, at jeg ikke må komme ind, og at klokken er et om natten, og at jeg ikke kan gøre det nogle steder. Den ene af dem kommer med et lavmælt "stupid bitch", og så er jeg jo den voksne, der stikker omvendt Peace og vender mig om og fortsætter ud i regnen, der nu er blevet - om end fucking muligt - meget værre.
Jeg går over på den anden side af stationen, hvor der ligger en minikiosk, hvor jeg ved, at man kan toppe up. I den kæmper jeg mig roligt ind i, mens en meget vred afroamerikansk mand prøver på at hoppe over disken og smadre inderen, der åbenbart har kaldt ham "Nigger". De to andre indere og alle de fulde idioter, der er i Halloweenudklædning står alle og gejler hinanden op, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der står i kø. Endelig smutter vredemanden, og med ham de fleste folk. Så kommer jeg endelig til, og inderen siger ret åndsfraværende og ligegyldigt, at jeg ikke kan toppe op nu. ... Fedt. Fint.Så jeg går atter engang ud i regnen; denne gang med retning mod bussen. Jeg har en femmer på mig, og så må jeg sgu bare betale overpris for en tur hjem, for en taxi gider jeg sgu ikke betale for, og jeg orker sgu heller ikke at gå hjem i halvanden time i smadrende regn.Ved busstoppestedet er der ret crowded, og jeg orker dem ikke Fulde idioter og damer, der er klædt i mindre, end hvad sommerskøger har på. Heldigvis kommer der en bus efter den overfyldte, og jeg lader venligt og træt alle komme ind før mig. Jeg prøver mit oyster, og jeg ved godt, at den vil bippe og blinke "not enough money", men jeg giver den et go og selvfølgelig bipper den rødt og buschaufføren siger lidt blankt "got any cash?" Jeg stikker femmeren på disken, og han spørger ret blankt igen "got any change?" Jeg siger, at det er det eneste, jeg har, og han siger, at han kun har £1,60 i mønter, og jeg siger, at det er fint nok. "I just really wanna go home." Han kigger - nu interesseret - på mig og spørger, hvor jeg skal af. Jeg svarer endestationen, Warren Street, og hans øjne lyser lidt op. "Forget it. Don't worry. Just hop in." Og så smiler han. Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa! <3 <3 <3 Sød mand! Jeg smiler rigtig stort, og jeg får smidt mig ret træt i et sæde.
Ved næste stop kommer der flere mennesker ind, heraf en ældre herre, der sætter sig ved mig. På busturen falder han i søvn og læner sig lidt op ad mig. Det er lidt irriterende, men egentlig også ganske sødt, så jeg gør ikke så meget ved det.
Da vi kommer ind til Picadilly Circus, kommer der så mange fulde og nederen folk ind. To piger sætter sig foran mig og trætte gammelfar, og den ene pige tudbrøler. "I JUST WANNA TALK TO KATE. Kate! Ooooooooooooooh. Kate. I've lost Kate. Kate is gone! WHERE'S KATE!? SHE HAS MY PHONE! I'VE LOST KATE!" ... Og hendes veninde sidder ret træt ved siden af og kommer med små indslag. "Kate's okay. Your phone is in your hand. Kate's not gone, she's fine. And you still have your phone in your hand." ... Wow. Halvvejs, og jeg bliver smurt ind i indtryk fra alle sider. En meget fuld og tandmanglende somalier træder ind i bussen og spørger den Kate-savnende pige, hvad der sker, og siger, at hun ikke skal græde. .... Han vender sig pludselig om til en tilfældig mand i bussen og går han fra "oooh, poor girl, don't cry" til (Og dette er ikke for sjov. Jeg har citeret ham for hvert eneste ord. Vanvittigt!): "I'm gonna fucking butcher you fucking bastards. HUAAAAAHR!!!! Fuck you pussy. Mothafucka. SAY IT. MUTHATUCKA. HUUUUAAARHHH!! I'm gonna fuck you up. Fuck you. Fuck!....." Han vender sig mod pigen: "Don't cry", og så pludselig "......... SUCK MY DICK. MUTHAFUCKA." .. Hahahaha. Lidt ubehageligt, men så fuldkommen vanvittigt og random, at jeg næsten begynder at grine. (Hihihi. Pausen mellem fuck og SUCK MY DICK! gjorde det SÅ voldsomt hilarious.)

Da det endelig er endestationen, fatter jeg det ikke med det samme. Den gamle mand hænger stadig op af mig, og da jeg rømmer mig, bliver han lidt overrasket og flytter benene meget lidt, så jeg kan klemme mig ud. Buschaufføren råber "BUS TERMINATES HERE!", og så kommer gammelfar lidt fortumlet på benene.
Jeg er ude i den kølige, voldsomme regn igen, og jeg går op til fodgængerovergangen, hvor jeg venter på grønt. Flere biler kommer fræsende, og - I kid you not - fire af dem smadrer ind i den store, mørke vandpyt og spuler mig således til uigenkendelighed. Jeg gisper og kigger hurtigt og rasende op mod himlen, der har åbnet for alle sluser. GIVE ME A FUCKING BREAK!
Jeg går så hurtigt hjem, jeg kan. Jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne for den faldende regn, og jeg fryser FUCKING meget. Jeg kommer til en lille vej, der skal krydses, og jeg kigger til begge sider, og idet jeg kigger væk fra vejen, trasker jeg direkte ind i en fucking dyb og stor vandpyt. Der står vand over det hele (det gør der jo egentlig alligevel), og jeg holder blikket ligeud, kaster armene på og giver universet et åbenlyst "FINT!!!! I get it!" og vandrer kold i irritabel hjem. Da jeg ankommer til Euston Station, ser jeg min italienske flatmate, Silvia, stå og drikke med sine venner, og da bliver min situation lidt lysere.

Jeg er snart hjemme.

Og ja. Det er jeg. Efter syv minutters gang er jeg hjemme på mit værelse. Mit knap så bombede værelse, skal det lige siges. Jeg går i gang med at rydde alt op (også resten af lejligheden, der ligner fucking Jocelyn Wildensteins ansigt på en dårlig dag), da der skal være inspektion den næste dag. Fuck. Jeg orker ikke mere. Jeg smider mig i seng og vælger at sove længe.

Jeg vågnede således i morges og følte mig syg og træt. Men heldigvis havde jeg fri i dag. HELDIGVIS. Og lige nu... Lige nu orker jeg så meget ikke at skulle op i morgen tidligt og på arbejde. Det bliver en stor omgang helvedsstress... But then again ... Vi har fået ny espressomaskine.. Hmmmm. Det hjælper lidt på det.