Der er nu 25 dage tilbage. Det betyder, at der er gået 256 dage, siden jeg forlod Aalborg en regnfuld og trist fredag i marts. Og jeg ved, at denne afsked kommer til at gøre ligeså ondt, hvis ikke meget mere. Visheden om, at jeg altid ville vende hjem til min familie og mine venner i Danmark gjorde, at savnen fadede og hele omvæltningen blev mere overkommelig. ... Men denne gang.. At forlade mit nye liv, at forlade de venner, den familie, jeg har fået mig herovre.. Det kommer til at smerte så meget, for hvornår vil jeg se dem igen? Hvornår bliver jeg igen pissetræt af Magnus' evindelige dumme kommentarer, Rolfs hyggelige sang, de sene nætter med Rune og de vanvittigt tossede arbejdstimer med Katrine, Noomi og Fanny? Og hvem fanden skal gøre grin med mig, når jeg ikke har Carl ("Legendz") ved min side i køkkenet mere? Og resten af teamet.. Og bare det engelske sprog og mentaliteten herovre.. Når jeg kommer tilbage til Danmark, bliver jeg stemplet som en ensom, trist alkoholiker (tror jeg), for der er mentaliteten helt anderledes. Misforstå mig ikke, det bliver godt at se folk igen, men jeg tror, at jeg får nok efter en uges intensiv julestemning (og vi ved alle, hvor HØJT jeg elsker julen ....). Og efter kort tid starter jeg i skole igen, og så bliver livet igen den samme triste, grå hverdag. (Nu lyder det som et fængsel, men hey... Alt kan fandme ikke mangle salt eller "smage dejligt", og jeg orker ikke at have mere hygiejne eller bordopdækningstimer.. NEJ. Jeg vil køre service og skære og brænde mig og gøgle med gode mennesker.) ... Men ak. Som en god ven engang sagde, så har alle gode og dårlige ting en ende - en regnorm har to. Og det må være dette, jeg oplever nu. Enden på en æra. Jeg hiver så meget, jeg kan, til mig, i håb om ikke at glemme - og blive glemt. Mit sind er 98% London (og 2% spæk), og jeg lever så meget i nuet, jeg kan. .. For om en måned er alt dette ovre, og så sidder jeg og kigger på de hyggesokker, jeg altid får i julegave af min mor (mor, der er hævn i år!!). Men denne gang vil jeg tænke mig tilbage til glade og fuldkommen vanvittige øjeblikke i London. Dette år i udlandet har været det fedeste og mest begivenhedsrige år i mit liv. Der er sket så meget, og jeg har oplevet så mange ting, at det er helt ufatteligt.
Jeg har været slemt syg; jeg har i en periode på tre dage været næsten helt blind på mit venstre øje; jeg er besvimet med brystsmerter; jeg har arbejdet 160 timer på to uger; jeg har haft madforgiftning; jeg er blevet mogged af en springknivsbærende jipsy; jeg er blevet slået ned af en sur englænder, fordi jeg kaldte ham cunt; jeg har været SUPER fattig; jeg har stukket af; jeg har været hjemløs; jeg er blevet snydt og har betalt mange penge for det; jeg har drukket så mange øl og farverige cocktails, at min lever skreg efter en pause; jeg har fået blodnæse af stress; jeg har danset og sunget og været det gladeste menneske i verden; jeg har mødt nogle af de fedeste mennesker i mit liv; jeg har set en mand blive splashed i tuben; jeg har set en mand få et hjerteanfald i tuben; jeg har set gøglere og guitarister; jeg har mistet et familiemedlem; jeg har tabt mig så meget, jeg lignede et spøgelse; jeg har taget på, så jeg ikke ligner et spøgelse mere, men en hyggelig madglad kok; jeg har levet på en diet bestående af ovnbagte kartofler og brun sovs og en anden bestående af espressos, risbudding, cola light og smøger; jeg er kommet ind på Fabric i VIP-loungen - gratis og iført striktrøje og combatboots; jeg er faldet i søvn i tuben og endt et helt galt sted, og.. Jeg har oplevet så mange ting - og her er simpelthen ikke plads eller tid nok til at skrive dem alle sammen ned. Kort og godt har mit London-eventyr været det vildeste og mest livgivende nogensinde. Det er en stor del af mig, og jeg kommer til at savne det. Men som de kloge siger:
Never regret anything that has happened in your life.
It cannot be changed, undone or forgotten,
so take it as a lesson learned and move on.
Og juhuuu! Det gør jeg. Jeg har lært så meget om mig selv, og jeg har stået i fuld flor (ikke som i et sørgeligt akne-tilfælde, men som den glade, frie dame, jeg er.)
Dette var egentlig ikke et meget lykkeligt indlæg - og så alligevel. Madsen, you guys made it happen. You made it all count. Thank you. I love you. LET'S END THE WORLD IN 25 DAYS! - Starting now. (Or Sunday.. I'll see you guys then. Be there or be square. Bitches.)
X <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar