Et lyrisk, rimende blogindlæg!

På min søgen efter et hjem,
faldt jeg igennem en lem.
Ned i et hul så dybt og sort,
at selv Philippe måtte komme til kort.
Jeg tænkte, at "dette kan ikke passe!
Jeg finder et hjem, Tina, du må ikke stresse!"
Så jeg ledte og ledte, og ringede til folk.
(Nogle af personerne kunne godt have brugt en tolk.)
Jeg søgte med lys og lygte, og bue og pil,
og selvom det var hårdt, gjorde jeg det med et smil.
Emma fra jobbet kom en dag og sagde:
"Hey Tina, call this number!", og alt var glade dage.
Dog skete det triste, at nummeret var galt.
Det manglede et ciffer.. COME ON! Ærligt talt!
Så på vej ned i hullet drog jeg igen,
og jeg følte at alt kunne være lige meget, then.
Jeg smilede trods mareridt om natten.
Altså, hvor svært kan det være at finde et hus, for katten!?
Jeg boede på Curzon, på et værelse - og jeg takker,
men hvor kunne jeg godt have undværet kakerlakker!
Og loftet lækkede og roomien drog
det største snork i verden!, og jeg mistede et par sko.
Jeg tænkte: "Nu skal jeg snart ud, jeg kan ikke mere,
jeg må finde mig et hjem, alene eller med flere!"
Så jeg greb fat i Emma og ruskede og skreg:
"GIV MIG SÅ DET NUMMER, DIN CUNT, ELLERS SÅ TÆSKER JEG DIG!"
Hun blev lidt bange, men gav mig så igen:
"WHAT THEL HELL IS WRONG WITH YOU, I CALLED HER BACK THEN!
The number has changed, take a chill pill, lay low..
As I said before, 'you'll be the first to get the number, you'll be the first to know'!"
Jeg takkede og bukkede og smilede og lo.
Emma er så sød en pige, og langtfra en ko.
Hun har en vakker tunge, der kaster med spydige ord.
Ord som "cunt", "twitfuck" og "fuck my ass!"(puh.. åh, mor..!)
Hun er hyggelig i køkkenet, og generelt altid.
Hun er god til at hygge og ikke skabe splid.
- Men nok om Emma, den snyg, snyg svenska!
I skal høre om mig, den dumme, dumme danska.
Min søgen på et hjem lysnede så småt.
Jeg fik fat i et nummer, der var glødende hot!
Jeg ringede og spurgte, om jeg kunne komme og se.
Se på et værelse i centrum! Be' be'!
Han sagde: "Sure, come in, let's see how things grow,
can you come in today? When? Just let me know."
Jeg tænkte, at nu ville alt gå sin gang.
Jeg ville få mig et hjem, med bad og skønskang!
Men jeg håbede for tidligt, ak nej, ikke godt.
Og jeg var tæt på at græde salte tårer og snåt.
Der var millioner i kø, og jeg kom for sent.
Mit værelse i King's Cross, taget.. Latterligt ment!
Så jeg trodskede hjem, udsultet og gal,
og jeg følte for at hoppe ud fra fjerde sal.
Men ak! Jeg kom op på hesten og tog afsted dagen efter,
med håb i hjertet og parathed på karmiske bedrifter.
Og skurede mit øje et rum i det fjerne?
Et værelse midt i centrum, et sted med lanterne?
Så afsted jeg drog med en nyfunden ven,
en italiensk homofyr, frygtet af heteroseksuelle mænd.
Hans navn var Luka, og han var skiderar.
Han råbte "CIAO!" konstant og lignede en, der arbejdede i en bar.
Han viste mig to steder, det første var flot.
Med en stor gårdshave, nøgne børn med sandslot.
Et semistort værelse og et flot køkken,
et flot badeværelse - kunne dette være lykken?
Men ak. Der rodede, og det orkede jeg ikke.
At rydde op efter nogle unge, sanseløse pikke?
Fuck nej!, sagde jeg til mig selv,
og vi drog afsted igen som et skælvende jordskælv.
Næste sted var så minimalt og smudsigt.
Med løse skabslåger og alt andet pudsigt.
Værelset var på størrelse med en ært,
og sengen fyldte det hele og vejrtrækning var svært,
men med to minutters gang til King's Cross Station,
10 til Camden Town og 15 til Centre of the Nation,
var der ikke andet for end at sige: "fuck this shit,
jeg tager skidtet - det bliver et hit!"
Så tilbage til kontoret og papirunderskrivning,
dankortsswipening, nøgleoverdragelse og hjemløshedsvægsnedrivning.
Hvad fanden skete der lige? Har jeg et hjem!?
DET TROR JEG SGU NOK! Til en tusse eller fem.
Jeg er så glad og ovenud lykkelig.
Jeg var hjemløs i et par dage, en lille smule frygtlig'!
Jeg takker de karmiske kræfter og støtte fra alle,
jeg giver en bajer eller en hel palle.
Jeg tog hjem til restauranten og fejrede mit liv,
jeg medbragte chokolade, og pigerne var all like: "Giv mig, giv!"
Så jeg tog mig en skål med youghurt og frugt.
Og ÅH! Hvilken herlig og frisk, lækker lugt.
Ikke som den ildelugtende opvaskemaskine,
der lugter af råd og æg og død og pine,
Men pludselig væltede der ind med boner fra oven.
Nu var der ikke tid til at stå og være doven!
Folk ville ha' roastbeef og æg-og-rejemadder.
Jeg kastede med tingene og lagde stedet i smadder,
men før, jeg blev færdig, var der ild i bussen:
"Rekorderlig er nede!", "Vi vil ha' mad!", og "Det kriller i trussen!"
Jeg hører de mærkeligste ting og sager,
men også meget ros og meget få klager.
Folk er gale på dette sted,
men så er det heldigt, at jeg kan være med.

Hav det godt indtil næste gang.
Jeg savner Jer alle!
xx