Med grædende lever og smilende hjerte: hermed den nyeste update

Folks. For at gøre en lang historie lidt længere, så vil jeg starte med at fortælle om i forgårs.
Efter endt arbejdsdag sad jeg udenfor ved Madsen og fik en kop kaffe, mens jeg snakkede med Rune. Det var rigtig hyggeligt, og på halvanden time fik jeg skyllet ni kopper kaffe ned. Vi blev enige om at tage på eventyr og finde den bedste cocktailbar i London, og jo mere vi snakkede om det, des mere blev vi enige i, at det sgu da var den samme bar, vi snakkede om! Jeg havde en dag (den dag, jeg blev slået ned), gået ad en magisk afsides gade med så smukke, dunkle rum og med klart mere pricy væsker end på Adventure Bar, og var blevet enig med mig selv i, at her skulle jeg hen en dag! Men alas. Ugerne gik, og jeg glemte alt om stedet. Rune fortalte, at Esben, Sara og han selv engang havde været på denne fantastiske bar og få en vandmelonsdrink, og vi blev begge enige i, at den lå et eller andet sted lige om hjørnet. Vi rejste os, og sammen drog vi afsted på eventyr! Og efter al denne tid, alle disse uger - og i Runes tilfælde - måneder, hvor vi har gået i uvished og manglet dette sted, så lå det pludselig for vore fødder. Smukt, mørkt og classy. Staff var smilende og venlige, og deres drinks...... Holy shit. <3
Så efter en "five-course" hver, smuttede vi på en lille udkantspub, der havde lukket. (Men fordi vi var venlige, fik vi lov til at blive.) Efter at have drukket ud, endte vi atter engang på Madsen, hvor resten af crewet endelig var blevet færdige med Crayfishfesten. Der var masser af snaps og vin og crayfish tilovers, så hele teamet hyggede lidt med det. Efterfølgende tog Rolf, Sara, Magnus og jeg en taxi hjem til Rolf, der bor i Sydenham, og der gik jeg superkold i Rolfs kæmpe, dejlige seng. Da jeg vågnede næste morgen, var det til en letsvovlende Rolf, der havde barberskum i hele hovedet. Drengen skulle til graduation, og med tømmermænd og ugidelige skrabere, så var livet hårdt.. Jeg faldt hurtigt i søvn igen, og næste gang jeg åbnede øjnene, stod denne nydelige, nybarberede, flotte norske fyr i suit og slips og forklarede mig noget om en nøgle og Magnus, der stadig var i huset somewhere.
Og ja. Jeg faldt i søvn igen.
Da jeg så endelig vågnede, gik jeg på udflugt i huset. Et meget stort hus - og måske endda lidt for stort for en tømmermændsramt kokkeelev som mig. Nedenunder fandt jeg et meget stort, flot og åbent køkken. OG ET KLAVER! Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, så jeg blev nødt til at røre. Jeg satte mig til rette og spillede sangen, der, dengang for over fire år siden, udgjorde starten på min solosangkarriere; It's Always Been You. Mens jeg ret rusten spillede klaver for første gang i over seks måneder, klaskede regnen mod glasdøren og de stakkels kvidrende fugle udefor vinduet. Alt i alt en meget smuk start på dagen, selvom jeg stadig var godt sejlende.
Da klokken slog an, og min iPhone led af strømmangel, valgte jeg, at det nok var på tide at finde Magnus. Så jeg drog op ad trappen og åbnede snigende hver eneste dør i Castillo del Rolf, indtil jeg kom til det øverste værelse. Jeg tænkte, at drengen var stukket af, for han kunne jo umuligt ligge i det sidste rum. Men jo. Der lå han. I fosterstilling, halvnøgen og snorkende som en bjørn med næbet klukåbent. (Ja, jeg ved det godt. Bjørne har ikke næb, I know..) Jeg fik ham vækket, og han var det mest døde menneske, jeg nogensinde havde stødt på. Haha. Med det største blå mærke på ryggen (som han fik dagen før efter at hoppe ned af trappen, banke hovedet ind i loftet og smadre ned i trappetrinene - fordi Nickleback bare ikke måtte spille, mens vi hyggede os!) og den mest buldrende og brummende dagen-efter-stemme, fik jeg ham op og ud af huset.
Sammen drog vi - begge uden strøm på vores iPhones - ud i Sydenham på jagt efter Sydenham Overground Station. På vores færd fandt vi en kebabshop, hvor vi erhvervede os til en skøn dönerwrap! Det knap så skønne var så, at dens meget deleciøse safter valgte at skylle ned på mine cowboy jeans (der øjensynligt også led af crayfishvæsker). Great. Så her gik vi. In the middle of nowhere i udkantsLondon. To meget beskuede unge mennesker (for folk spiser altså BARE ikke döner klokken 11-12 om morgenen..)
Efter at have vandret i det, der lignede hundrede år, kom vi endelig til overground. Helt uden brug af iPhone! Utroligt!
Vi købte billet, toget ankom, og vi trådte ind og satte os ned. På et tidspunkt kom der den smukkeste pige og satte sig overfor os, og Magnus kunne bare ikke klare det. "Fuck, hun er jo lækker. Pis!" Og her sad vi. To afdankede sprittere, der stank langt væk af alkohol og dönerkebab. Den ene i smerte, og den anden med döner- og crayfishsaft ned af benet, og begge to af meget træt udseende. Ja. Det var garanteret et meget kønt syn!

Vore veje skiltes, og jeg smuttede på arbejde. Da jeg ankom, prøvede jeg semidesperat at skjule mine sovsepletter og starte med at være venlig og chatte med Ida. Hun sagde, at Charlotte var der, og jeg vidste, at jeg havde tømmermænd og sovs på benene, og at jeg var et lille kvarter forsinket. Og der kom hun. Charlotte. Shit........ Hun begyndte at snakke om de overskydende crayfish fra dagen før. Hvad der blev gjort ved dem og så videre. Jeg sagde ærligt, at vi spiste nogle af dem, og at der stadig var nogle i køleren. Hele samtalen igennem spurgte hun meget, og da det til sidst kom frem, at jeg slet ikke havde været på arbejde, og at jeg intet havde haft med festen at gøre, udbrød hun til Rune, at "Jamen så er det da Philippe, vi skal have fat i!". Jeg sagde til Charlotte, at jeg ikke mente, at vi kunne genbruge de overskydende crayfish, da de havde stået ude i buffeten i tre-fire timer. Skaldyr skal man især passe på, og det sagde jeg til hende. Hun mente, at jeg lige skulle snakke med Sara for at være sikker på det, så det endte med et opkald til den svenske skønhed. Vi snakkede om dyrene (og aftenen før og vores tilstande nu), og hun var enig med mig. Jeg gik ovenpå og forklarede Charlotte det, og så begyndte jeg ellers at arbejde.

Der var en ny pige i køkkenet. Eller.. Pige og pige. Sanne, svensk, og hun var 27 år gammel. Ganske fin kvinde, der var lærer tilbage i Sverige. Philippe, Sanne og jeg arbejdede, og på et tidspunkt kom Charlotte ned og ville "lige snakke" med mig.
............. Fuck............ Okay, opsummering:

• Tømmermænd - tjek
• Forsinket fremmøde - tjek
• Generel høj stemmeføring og latter - tjek
• Drak og spiste dagen før snaps, vin og crayfish - tjek 
• Ergo: Seriøs samtale med efterfølgende kæmpe skideballe - og en eventuel fyring.
• Jeg var forberedt.

Hun kunne godt se på mig, at jeg frygtede det værste, og Sanne bagved mig må også have lavet et face af en art, for Charlotte kom med et meget klukkende "Haha. Don't you worry, guys. I'm not always bringing bad news!", der var efterfuldt af et ikkeekspressivt ansigtsudtryk. Pokerfjæs for alla pang, og jeg anede ikke, hvad der skulle ske.
Vi trådte ind i PDR, og hun bad mig om at sætte mig.
"Det har været en ret hård uge, har det ikke?" ... ".. Ehm. Jo." "Hvordan er hende den nye?" ".. Hun er.. Fin. Jeg har ikke arbejdet så længe med hende, men hun virker glad og up for it." .. "Alright.. Tina, jeg har kigget lidt på næste uges plan .......", starter hun i en helt anden stemmeføring. Jeg sidder så stille som muligt og prøver at bevare fatningen, selvom mit indre går OMG NO! HVAD SKER HER?! FUCK! Jeg er ikke på næste uges plan!??!?? "og... Jeg tænkte.... Har du nogensinde været i Skotland?" ........................................................................ Hun giver mig det største Troll-face, og jeg udspiler mine øjne til det mest vanvittige. "Eh............ Nej..." "Vil du?"

........ "Vil du?" ........

Øhhh... JA!

Så folks.. Jeg er ikke fyret eller noget som helst... Jeg skal til fucking Skotland og lave mad!! Jeg skal være med i Rekorderlig og køre rundt i deres søde, lille, røde van. Jeg kommer til at stå for maden og alt det, der hører dertil (køkkenchef - YEAH!), og jeg får vist nok to assistenter (= køkkenchef - YEAH!), der skal hjælpe mig med at servere og smile til det skotske godtfolk.

Det er så vanvittigt, og jeg glæder mig så sindssygt meget!! Alle detaljerne skulle meget gerne være på plads på mandag, og så rejser jeg ellers til SKOTLAND PÅ FREDAG! WUUHUUUHH!!! Det bliver så fedt med et afbræk fra Madsen og det stressede London-liv. Jeg tager mit Nikon med, og så skal der ellers knipses billeder af alt! Jeg skal shoppe kilte (njaeh) og slubre haggis (not so much!) og nyde den smukke natur (helt fokken sikkert!!).

ÅH! HVOR JEG GLÆDER MIG!!!

Jeg har ikke så meget mere, jeg vil sige. Det har været et meget langt og forfærdeligt detaljeret indlæg, så nu vil jeg slutte af med et billede af stegende svampe og tomater, og undertegnede, der sender lidt fjollet kærlighed ud til Jer. <3 <3 <3

Ha' det bra!

X

A so-called update

Så. Siden sidste update er der gået over en måned. Jeg har haft lyst til at skrive på bloggen, men ligeså snart det kom til stykket, havde jeg ikke tid, eller så ville jeg hellere ud og opleve London. Jeg vil gerne komme hjem med en kuffert fuld af minder. Det er gået op for mig, at jeg kun har lidt over tre måneder tilbage af min tid herovre. For nogle måneder siden virkede det som om, at min tid herovre aldrig ville ende, og at jeg havde alverdens stunder til gode. Nu er jeg pludselig tæt på at skulle rejse fra mit hjem, og det er jeg både glad og trist over.
Da jeg rejste fra Aalborg for seks måneder siden, græd jeg som pisket i lufthavnen. Da gik det virkelig op for mig, at jeg rejste væk fra alt og alle, og at jeg nu stod på helt egne ben i et fremmed land. - Men jeg havde altid visheden om, at jeg ville vende hjem, og at jeg ville se familie og venner igen. Jeg vidste jo, at jeg ville komme hjem engang, men det her... Det smerter i mit ømme, pulserende hjerte. Hvornår kommer jeg lige til London igen? Hvornår ser jeg min anden familie? For det er sådan, jeg ser Madsen-teamet. Som en lille familie. Vi er her for hinanden, for vi har ikke andre.
Det kommer til at gøre ondt at sige farvel, så derfor vil jeg ikke tænke på det nu. De næste par måneder kommer til at gå så hurtigt - især december - og så kan jeg være julemelankoliker, som jeg egentlig er hvert år. (Nu er jeg ikke bare Grinch, nu har jeg faktisk en grund til det.)

Men en update - jo tak:
For nogle uger siden kom det norske madmagasin SMAK forbi for at interviewe Christina og Rolf, og for at tage billeder af restauranten og maden. Jeg var den eneste i køkkenet i frokosten, og jeg havde så travlt! (Løb tør for tallerkener og mad, så skulle vaske op og preppe, mens jeg lavede service!) Det var en rigtig god frokost! Der væltede ind med mennesker, og mine anretninger blev foreviget og bliver i slutningen af denne måned sendt til print i Norge. Det er vanvittigt! Jeg var rigtig glad og stolt, og jeg fik også ros. Hurraah! Lidt kan man vel alligevel.

Jeg sover ikke så forfærdeligt meget. Jeg arbejder oftest 10am-11pm, og så ender jeg altid på pubben for at få en fyraftensøl. En øl, der bliver til flere og andet, og til sidst sidder jeg sammen med Rune på Janet's, eller så er vi taget på eventyr, for at finde et sted, der er åbent og klar på vores færd! .. Og så ender jeg altid hjemme omkring klokken 4am, hvor jobbet selvfølgelig kalder igen næste formiddag klokken 10am. (Og her skal det siges, at jeg selvfølgelig står op i god tid allerede klokken 7am. Yes!)
Så dette manglende søvn og dårlige spisevaner (har hardly rørt andet grønt end tomater hele min tid herovre), har gjort, at jeg nu vil omlægge mit liv. Lidt. Jeg vil meget gerne leve sundt, og det har jeg altid villet. Motion og sund kost har jeg altid elsket, men herovre er det en yderst sjældenhed, og det sker overhovedet ikke, haha.
Så mine seks (ganske overkommelige) mål lyder som følger:

1. Mere grønt
2. MEGET mindre alkohol - eller slet ingen (men det er umuligt i dette fag)
3. Ingen søde sager / drikke
4. Meget mere vand
5. Mere søvn
6. Mere motion

Så håber jeg, at jeg er standhaftig nok til at sige fra og sige nej tak. (Man kan bare ikke sige nej tak til Rune, den søde dreng!)

For tre uger siden (tror jeg), blev jeg slået ned på gaden. De fleste af Jer har nok set billederne på Facebook, men måske ikke hørt historien.
Jeg havde besøgt min moster, og af hende havde jeg fået et Banksy-maleri. Efter besøget smuttede jeg hen til Madsen og hang ud der, indtil de lukkede. Så hoppede jeg på bussen og smuttede hjemover. Jeg stiger af ved Warren Street og går til Euston (dette tager cirka syv-ti minutter), og det er på denne strækning, at jeg møder to engelske idioter, der gerne vil have min flade papirspakke. De er ubehagelig, og de bliver ved, selvom jeg prøver at få dem til at stoppe/gå væk fra dem. Da den ene ret voldeligt rækker ud efter maleriet og siger noget i dur med "Give it to me, birdy.", halvråber jeg - som den sangfugl, jeg nu er; "FUCK OFF, YOU FUCKING CUNTS!", og hvis der er noget, man ikke skal kalde en englænder, så er det en cunt... Kapow, og jeg fik en på øjet. Dog nåede jeg at flytte mig lidt. Havde jeg ikke gjort det, var jeg endt i gulvet. Et kærestepar så det, kvinden råbte, og mændene stak af. Jeg kom roligt til mig selv, selvom mit hjerte galoperede afsted og jeg havde koldsved. Efter det smuttede jeg hjem og tog billeder af mit nye, knap-så-ommøblerede-ansigt og havde derved beviser. Jahuu.
Dagen efter havde jeg en dundrende hovedpine og en begyndende blå kind/øje/tinding. YES.

Her den anden dag var jeg skiftevis meget træt og meget oppe at køre, og jeg tror, at det var på grund af nogle "lykkepiller", vi har ovenpå. Som Ida siger, så "løfter de ens hovedpine væk. Sådan her! Puf!", og det har hun ret i. De er noget stærkere end almindelige smertestillende, og man bliver ret frisk af dem pga. koffeinindholdet. Det lyder som om, at det er et fantastisk drug, og det er det da også - til dels - for jeg tror ikke, at jeg kan tåle dem. Noget tid efter indtagelse havde jeg to mini-heart attacks, korte blackouts og et reelt kollaps på vej op ad trappen, og hele den nat sov jeg ikke, fordi jeg havde tilbagevendende stik i hjertet. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg så øm i kroppen, og jeg havde underlige spændinger i brystet. Hurraah! Min krop falder sammen!
Samme dag kom Philippe med den bedste kommentar - og efter min mening hans største kompliment (selvom han ikke mente det som et kompliment). Fordi jeg var så utroligt glad og forstyrret og rystede lidt tosset; kastede rundt med tingene, fortalte historier og generelt sagde underlige ting, mens jeg samtidigt kørte service og prep, lagde han alt fra sig og kiggede seriøst på mig. "You are so weird. Not just any weird.. You are.. Like.. Star Trek-weird." .... Star Trek-weird? HURRAAAHHH! Efterfølgende var jeg så superglad, indtil jeg fik det første "skip-a-beat-heart attack", og så var jeg helt drænet. Tog to piller til og så var jeg god igen efter et stykke tid. Da vi endelig fik fri, sagde Philippe noget, og så grinede vi og løb op ad trappen, hvor jeg fik et lidt mere voldsomt "anfald". Hurrah. Blackout, kollaps, kvalme og seriøs smerte i venstre side. Så lå jeg på trappen og hyggede, mens Philippe og Christina stod for enden af den og spurgte, om jeg var okay. Da en gæst trådte ud fra toilettet, rejste jeg mig og vraltede op ad trappen og satte mig på en barstol. Ned kylede jeg masser af vand, og så tog jeg ellers efter et stykke tid hjem. Ida har forbudt mig at tage pillerne igen, og hun insisterede på, at jeg skulle tage til lægen. Pff. Jeg har ingen læge herovre, så jeg skal tage til de der Walk In Centres, og det tager i al seriøsitet hele dagen. - Og det har jeg jo ikke tid til.

Og så lige en køkken-update:
Klas har sagt op. Dette restaurantsræs er ikke noget for ham, så han smutter hjem til Nordsverige og hygger sig. Vi havde en skidesød svensk model på prøve, Victoria, og hun tegnede til at være rigtig god! - Dog havde hun fundet et andet job i mellemtiden, så det kom der ikke meget ud af.
Så vi er stadig kun Philippe, Sara og mig. Og her den anden dag blev Sara påkørt af en taxi. Hun slap heldigvis fra det i live, men hun brækkede (eller forstuvede meget svært) halebenet, så hun er ikke så vild, som hun plejer. Vi blev enige om, at hun er en 80-årig, gravid kvinde. Totalt hjælpeløs og langsom på benene.
Så den nye arbejdsplan lyder igen på ekstratimer. Jeg håber snart, at vi får fat i én eller anden, der kan hjælpe! Det er så surt at skulle oplære folk, som så smutter igen efter mindre end en måned. Snart kommer vi til jul, og så får vi SYGT travlt! Og der SKAL vi altså have fundet en ny - gerne to, ellers falder køkkenet sammen.
Men fuck, jeg glæder mig til juleræset! Aaaah!

Det var alt for nu. Hyg Jer!
Pus. xx

Mine flatmates har de FEDESTE navne! Barbosa!!

Gore! Dette er dog noget mere .. Ondt. Barbosa er meget mere cool. Og pirat-agtigt!

En gave fra søde Rolf til Sara og undertegnede! Den gode, friske appelsinjuice - og opvask!

<3 <3 <3 <3 <3

Og Rolfs ice tea. <3. Juhuu.

Papkasserne skal ud efter hver vagt. .. Dette skete ikke de to dage, hvor Klas og Philippe havde været på arbejde (og Sara og jeg havde haft fri), så vi slæbte lige en helt masse lort op og stillede det på gaden. Smukt syn.

Og dette er min nye passion! DRAW FREE! <3 <3 <3 Juhuuu! Rashonda F. er mega vanvittig til det også, så vi hygger! Hende og Layla E. er mine nye internethomies. (For jeg kommer jo ikke så meget ud. Ha. .... Øv..)

Hav det godt til vi ses igen!
Jeg havde oprindeligt fri i morgen, men fordi Philippe havde noget vigtigt, han skulle - og Sara ikke kan køre frokost alene pt., så kommer jeg ind og tager halvdelen af hans vagt. Efter håber jeg lidt på at skulle hygge med søde Emma. Jahuu..
Hej heeej!
xx

Optakt. 1.1

Jeg har fundet mig selv, og jeg er glad.
I en verden af kaos, i en verden af mad.

En måned er gået, og hurtigt, vil jeg sige.
Jeg har grint, jeg har grædt, og jeg har haft lyst til at skrige.
Jeg har følt mig på, og jeg har kæmpet mig frem.
Med kampe og prøvelser, med druk og med kram.
England gror i mig, og jeg føler mig hjemme
I blandt blomstrende sider af mig selv (nogle gode, nogle slemme)
Men som Rune engang sagde (på en af vores fordrukne byture,
hvor vi sejlede og dansede og væltede ind i dørmændsmure),
at "man kan tage pigen ud af Aalborg, men ikke Aalborg ud af pigen".
(Egentlig en ret klichefyldt sigen..)

Med hensyn til køkkenet er der sket et par ting eller to:
Langsomme (!) Klas sagde op (men han var heller ikke særlig go')
Danske Anders kommer på prøve på torsdag,
så skal han læres op, forhåbentligt med Sara som mesteren bag.
Philippe er en af kokkene i køkkenet (og kongen af lort.
En idiot, der ødelægger mit humør og gør hverdagen sort.
Dette er selvfølgelig ikke hver dag, det sker,
men når han kommer med kulde, er det sikkert, det sner.)
Ellers elsker jeg mit liv og mine arbejdsdage,
og jeg ved, at jeg for lidt tid siden det modsatte sagde,
men jeg prøver at vende dårligt til godt,
og det virker, og jeg er stolt som vor' rabarberkompot.

Christian besøgte og var her fem dage og nætter.
Fem dage med kærlighed der mætter.
Det var hyg'ligt og dejligt, men tiden gik fort,
jeg tog med ud i lufthavnen og sendte ham bort.
Det er sjovt at tænke, at man har gjort det så tit,
men at det aldrig er sjovt, og altid er et split.

Men min hverdag er set, og jeg ved, hvad jeg skal.
Jeg arbejder, nyder mit liv og livets bal.
I en kæmpe dansesal, hvor jeg danser på roser og glasskår
Med et hjerte, der hamrende banker ud og tilstår,
at jeg elsker mit liv, og at jeg elsker mig selv
(og dette har altså taget mere end år og lidt held)
Jeg sidder nu i min seng og tastende skriver
om et emne, som altid er og altid forbliver.
En ting jeg prøver forstå, men også tager for givet,
at: I kunsten at elske ligger meningen med livet.

Rune, der falder på mine skøjter.

Emma, der sveder, og heller ikke kan stå på mine skøjter.

Undertegnede i B/W.

About real positivity - SAY YES! Because saying yes means saying no to your fear. YOU ARE FREE.

Yours truly - for en halv måned siden.

lol

A day at the park : Mr. Squirrel.

Mit nye værk.

Bytur med Rune - GRATIS JÄGERBOMBS! HURRAAAAH!

Hygge med Isaac.

Hygge med Isaac. Igen.

Hygge med Isaac. ... Igen igen! Juhuu.

Så blev man også slået ned. Tirsdag d. 21/8. To uger siden.

Det berømte "AV"-billede. Yup.

Craaaaaaaaaaaaaaaaaaaayfish Party @ Madsen!

Søde kolleger <3 <3 <3

Lorteoversvømmelse i køkkenet. Tre spande fyldt med vand: tjek!

Kollegakærlighed! Juhuuuuu! Tak! <3 <3 <3

Sød dreng.

Mit nyeste værk. All set og glad. Og stor og u-skjulelig.

Mig og mit kemobarn. (Dreng! Gro dig noget hår!!)

The crazy kind of love.

Madsen holder Kräftskiva! Jaaaah!

Madsen drikker! PÅ ADVENTURE BAR! <3 <3 <3 <3

Og vi drikker meget.

Og drengene prøver at være sexede. (And guys! I promised not to put it on Facebook. ... So I guess my blog is A-OK!)

<3

Synger og danser og har det godt.

And this is me. Now. Walking in the air. Slapper af. Skifter tøj otte gange om dagen. Lever af chokolade og tre slurker vand om dagen. Og lidt mere chokolade. Just had a Twilight-marathon. Føler mig så kold og tom. Ville ønske jeg havde Harry Potter-maraton i stedet for. Har dog næsten alle de gode gamle Disney klassikere. Jahu!

Så dette var alt for nu.
Hav det godt og hold dig snu.
Vi ses jo nok en anden gang.
Til en kop the og lidt skønsang.

(P.s. Har mindre end 109 dage tilbage i London... Det er så underligt!)
X