ABROAD: oktober 2012

Velkommen til Kaoskøkkenet, Madsen.

Hej kære følgere.
Det er atter engang ved at være længe siden, jeg har skrevet et indlæg. Dette er der selvfølgelig intet nyt i, så nu får I en update og lidt historier fra mit spændende liv i London.

First of all: Skotland var fucking godt! Jeg mødte så mange søde mennesker, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage tilbage. Mit første hjem (mit B&B) var simply amazing (eller som Katrine ville have sagt det: "to DIE for!") Ejerne Carolyn og Les var nogle af de sødeste mennesker, og det samme galdt gæsterne i huset. 72-årige Dy og misses fra Wales, de fire friske canadiere Giselle & Al og Sandee & Lee og det søde australske par. Alle var så venlige. Efter en halvsen hjemtur med bus, mødte jeg deri de to canadiske kvinder. Jeg hoppede af, og de var noget så forvirrede over, hvor de skulle af. De spurgte buschaufføren, og han sagde, at deres B&B lå meeeeeget længere nede af gaden, så han lukkede døren og startede busen op. Da han skulle til at køre, vinkede jeg, og han åbnede døren. Fucking flink, som jeg nu er, kunne jeg jo ikke bare lade ham køre bort med de to søde damer, så jeg forklarede ham og dem, at vores B&B lå tohundrede meter modsat retning. Gisele takkede mig og Gud og mig igen for at redde dem, og Sandee blev ved med at forsikre os om, at hun godt vidste, at de skulle af der. De takkede mig igen og spurgte, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede lidt sølle, at jeg var hende singlepigen ved morgenmaden, og så himlede de op. "Oh mai gawd, yeah! You're the pretty girl from breakfast! Oh dear. Let's celebrate in the Honesty Bar!" Og det gjorde vi så. På vores B&B havde vi en open bar ved navn "The Honesty Bar", hvor alt kostede sølle £1-£1.5, og alt, hvad vi tog, bare skulle skrives på en lille post-it, og så betales ved afrejse. Det er sgu da ærligt og dejligt! Så vi sad og fik os et par uhørt billige spirits, og da Dy og hans misses og Giselle og Sandees mænd kom hjem, blev det til en hel fest i (k)ærlighedsbaren! De to canadier var stadig vildt glade for, at jeg havde "reddet" dem, som de så smukt sagde. Sandee trak mig og sin mand, Lee, tæt på, og så fik hun snøvlet sig til et "Lee, tell her what you said at breakfast. Tell the sweet girl!" Og trods den lidt akavede og tætpakkede situation, vi sad i, fik han et smil på og sagde, at han ved morgenbordet havde sagt til de andre, at hende dér, der sidder alene (yup. That's me. Forever alone.) "had a very pretty complexion". ... Den havde jeg aldrig hørt før, og jeg blev rigtig glad! Juhuuu! Ex-rangeren synes godt om min complexion!
Alle var underholdt af de to letberusede kvinder, og på et tidspunkt smilede Al til mig og sagde "it was very kind of you to help these hens. But next time, don't bother." Og ooooooooh heeeeellllll nooooo, så satte de to kvinder i gallop. Fuck! Vi havde det hyggeligt. Og øv, hvor vil jeg tilbage...

Okay. Nok om Skotland. Det er længe siden nu, og der er sket så sindssygt meget på Madsen. Jeg har også oplevet vanvittigt mange ting, og jeg har drukket usandsynligt meget alkohol i meget klemte og intensive perioder.
Der er travlt på Madsen, og jeg er hurtigt kommet godt til rette i det varme køkken med ny menu og det hele. Jeg leger køkkenchef og har det fucking fedt meanwhile!!
Dette er en af grundene til, at jeg frygter at rejse tilbage til DK. London er mit hjem, og jeg har fundet mig så åndssvagt godt til rette herovre. Jeg kører det varme køkken, og jeg står for ret mange ting hos Madsen. Jeg har magt og overskud til så mange ting, og jeg ved - eller frygter i hvert fald - at jeg, når jeg returnerer til DK, kommer til at stå i et hjørne og skralde kartofler og blive spyttet på. Seriøst. Jeg er mere værd en kartoffelskrældning, men hey! René Redzepi startede jo også et sted!
.. Og det er sjovt at snakke om at tage "hjem" ... For .. Hvor ER hjem? Man siger jo "home is where your heart is" .. Og mit hjerte er jo delt. Delt mellem familie, kæreste og venner - og min nye familie i England. Mit lille hjørne af verden. Jeg føler mig hjemme i London, og de gange jeg har besøgt Aalborg, har det været hyggeligt, ja, men der har ikke været den der følelse af hjem. (Det er så også løgn, men I ved, hvad jeg mener).. Når jeg sætter mine fyldige baller i flysædet og drager HJEMOVER mod London, så føler jeg, at jeg er på vej hjem.
Som landet ligger nu, så vil jeg ikke ... hjem.. Jeg vil ikke tilbage til DK. Min tid er så knap herovre, og jeg fatter ikke, at der gået over syv måneder. Det føles som om, jeg har været her altid, og at det er her, jeg hører hjemme. I et land, jeg ikke blev født i; med et sprog, der ikke er min moders. Et land med så mange ufamiliære ansigter og veje, at uanset hvor, jeg vender mit blik, så er der noget nyt og uopdaget. Jeg er ved at skrive historie. Lidt for lidt kradser pennen mod papiret, og jeg kommer længere og længere ind i det, jeg kalder begyndelsen. Jeg har så meget, jeg vil nå. Så meget jeg vil se og opleve. Så mange steder og lande og mennesker, jeg stadig mangler at møde. Jeg har et helt liv foran mig, og jeg kaster mig ud i det. Det har ikke altid modtaget mig med åbne arme, men vi klikker alligevel ret godt. Vi har vores ups and downs, og jeg er begyndt at komme godt ud af det med Karma. (Endelig). ... Men hey - ingen hast.

Men ja. Rent mel i posen og med blottet strube: Jeg er bange for at tage tilbage til Danmark. Jeg ved ikke, hvad der venter mig. Jeg ved ikke, hvor jeg bor, eller hvor min næste restaurant ligger. Jeg ved ikke, om folk er de samme, eller om de har ændret sig ligeså meget som mig. Jeg ved ikke, om jeg vil passe ind igen. Vrøvl. Selvfølgelig vil jeg det. Tilpasning og kaffe. Så går alt igen. ... Men det er nok også en af grundene til, at jeg er så eager efter at flytte til København. Fordi søde København bliver til MIT søde København. Næste stop. Og FUCK hvor jeg glæder mig.